At læse højt for en hund hjælper børn, der er usikre læsere til at blive bedre. Tryg-Fonden har derfor nu støttet et projekt på Fredericia bibliotek.
Allerede sidste år havde biblioteket stor succes med projektet, der altså går ud på at tilbyde usikre læsere læsere i alderen fra 9 til 12 år at læse højt for specialtrænede hunde. Med støtte fra TrygFonden kan projektet nu fortsætte.
Læsekonceptet hedder Paws for Reading og stammer fra USA, hvor det er velkendt og udbredt. Herhjemme er konceptet derimod stort set ukendt, og derfor er der vigtig viden at hente i projektet på Fredericia Bibliotek.
”Da vi gennemførte forsøget sidste vinter, kunne vi se, at børnene fik en rigtig god læseoplevelse ud af det, men vi havde ikke mulighed for at lave en tæt opfølgning og evaluering. Det har vi til gengæld nu her i anden runde,” siger pædagogisk udviklingskonsulent Elise Venndt, der er tilknyttet projeket.
Planlægningen løber hen over efteråret, og selve projektet vil blive gennemført i for-året 2012. 12 børn vil blive tilbudt et forløb med højtlæsning for hunde over tre gange, og ligesom sidste vinter vil rammen for højtlæsningen være Fredericia Bibliotek på søndage.