Eleverne i omkring 850 grundskoler har i denne uge brandslukning på skoleskemaet. Undervisningen sker som et led i brandforebyggelsesugen.
Formålet med brandforebyggelsesugen er at give børn en forståelse for, hvad ild er, og hvordan ild både kan være nyttig og farlig.
Skolerne har på forhånd modtaget gratis undervisningsmaterialer, der er udarbejdet af TrygFonden og Beredskabsstyrelsen i fællesskab. Ligesom tidligere år drejer det sig om materialet ”Da legehuset brændte”, som er henvendt til de små børn i 0. klasse, men i år er der også kommet nyt materiale til børnene i 4.-5. klasse. ”Ild – en farlig ven” hedder materialet, der er blevet udarbejdet blandt andet på baggrund af en evaluering af det hidtidige materiale.
Besøg på brandstationerne
I løbet af ugen besøger mange skoleklasser også den lokale brandstation, hvor brandfolkene giver rundvisning og kommer med gode råd om brandforebyggelse.
Brandforebyggelsesugen blev således skudt i gang mandag med en event hos Middelfart Brandvæsen. Her skulle 4.B. fra Lillebæltsskolen blandt andet slukke brand med et brandtæppe og en pulverslukker, og de skulle prøve at sidde bag rattet i en brandbil.
Hvert år siden 2001 har Beredskabsstyrelsen og de kommunale redningsberedskaber i samarbejde afholdt brandforebyggelsesugen i uge 40.