Patienter bliver i dag overset som vigtige medspillere i deres egen behandling. Med støtte fra TrygFonden etablerer Danske Patienter nu et nyt videnscenter (ViBIS), som skal indsamle og dele viden om, hvordan man effektivt arbejder med inddragelse af patienter.
Flere landsdækkende undersøgelser af patientoplevelser viser, at mellem hver anden og hver femte patient ønsker at blive inddraget mere i egen behandling og pleje. Blandt kræft-, hjerte- og diabetespatienter er det desuden vist, at knap 45 procent mener, at de kan gøre en forskel i forhold til det samlede sygdomsforløb ved at bidrage med netop egne erfaringer og oplevelser.
Også fra sundhedssystemets side er der en stigende interesse for at inddrage patienter og deres pårørende, og mange steder sætter man gang i nye forsøg med inddragelse af brugere. Indtil nu er der dog tale om spredte initiativer, og der mangler overblik over den viden, der generes via forsøgene.
"Med Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet får vi nu skabt en unik platform, som skal opsamle, dele og udvikle viden om, hvordan vi bedst inddrager patienter. Læger og plejepersonale famler ofte i blinde, fordi der ikke eksisterer ordentlig viden om og dokumentation for, hvad der virker og ikke virker," siger bestyrelsesformand Lars Engberg fra ViBIS.
Ifølge Morten Freil, der bliver daglig leder af centret, er inddragelse af patienter en vigtig del af fremtidens sundhedsvæsen.
"Det har stor betydning for kvaliteten af behandlingen, patientsikkerheden og den almindelige tilfredshed, når man inddrager patienter. Det gælder både, når patientrepræsentanter samarbejder med ledere og administratorer om at udvikle nye løsninger i sundhedsvæsenet, men også når patienter inddrages i deres egne forløb. Eksempelvis er patienter, der inddrages i behandlingen, langt bedre til at følge deres medicinprogram. Det ved vi fra andre lande som Australien og England, der er langt foran Danmark," siger han.
Multisyge mest udsatte
Brugerinddragelse er vigtigt for alle patientgrupper, men noget tyder på, at det især er hos kronikere med mere end én lidelse, at inddragelse af patienter og pårørende kan have afgørende betydning for behandlingskvaliteten.
Tal fra kræftområdet viser eksempelvis, at der er flere patienter med kræft, som overlever i forhold til tidligere. Til sammenligning er overlevelsesraten over en 10-årig periode faldet med 50 procent for de patienter, der både har kræft og samtidigt lider af kroniske sygdomme. Det skyldes blandt andet, at sundhedsvæsenet er blevet dårligere til at håndtere de komplicerede patientforløb.
Hos TrygFonden, som i mange år har arbejdet målrettet med at forbedre patientsikkerhed og mulighederne for mennesker med kronisk sygdom, ser man et stort potentiale i videnscentret.
"Der er selvfølgelig mere end ét svar på den udvikling. Men hvis vi kan finde nogle metoder, der systematisk inddrager patienten – den eneste, der jo oplever det samlede forløb og kender sin egen livssituation – vil det være et væsentligt bidrag til at sikre den rette behandling. Patienten er jo ikke bare en bil, der skal repareres, men et menneske med vigtig viden, som vi skal gøre brug af," siger Mette Meldgaard, områdechef for sundhed i TrygFonden, der har støttet det nye videnscenter med fire millioner kroner, som er øremærket opstartsfasen.
Videnscentret går i gang med arbejdet den 1. oktober 2011 og er foreløbig planlagt for en fireårig periode.