På fredag er det Skolernes Motionsdag, og det er en tilbagevendende anledning til at sætte fokus på, hvordan man kan gennem positive oplevelser med bevægelse kan fremme sundhed og trivsel på den enkelte skole. I år er temaet fitness.
Det er Dansk Skoleidræt, der i samarbejde med TrygFonden står bag Skolernes Motionsdag, og ifølge formanden for Dansk Skoleidræt, Lene Mygenfordt, handler dagen især om, at motivere skolerne til i højere grad at inddrage bevægelse og idræt i arbejdet med at fremme elevernes sundhed og trivsel. En ny undersøgelse af danske skolebørn mellem 11 og 15 år viser nemlig, at denne gruppe ofte er kede af det, nervøse, føler sig udenfor, sover og bevæger sig for lidt og spiser usundt.
"Det er bekymrende, at så mange børn ikke har det godt, og det er samtidig skadeligt for deres indlæring og fremtidige helbred," siger Lene Mygenfordt og understreger vigtigheden af, at både forældre, lærere, kammerater og fagfolk er opmærksomme på betydningen af god trivsel.
Kroppen skal med
Når Skolernes Motionsdag på fredag den 14. oktober skydes i gang for 29. år i træk, er det således en anledning til at give eleverne en anderledes skoledag med fokus på bevægelse og fælleskab. Dagen kan bruges som en løftestang til at sætte vedvarende fokus på, hvordan man kan arbejde målrettet med at fremme sundhed og trivsel på skolerne.
Temaet for Skolernes Motionsdag 2011 er fitness med spot på Street Dance og Muskeltræning. Der er udarbejdet et inspirationsmateriale som viser, hvordan man kan lave aktiviteter med fitness på Skolernes Motionsdag, men også hvordan man kan præsentere fitness som et længere forløb i idrætsundervisningen.