Steno Museet i Århus sætter med udstillingen ”Kære krop, svære krop” fokus på omgivelsernes påvirkning på vores krop. TrygFonden har støttet udstillingen, der kommer i forlængelse af bogen ”Kend din kropspolitik”.
Se en menneskestor barbieskulptur, hør unges fortællinger om blufærdighed og oplev en væg med supersize-emballage. Det er nogle af de elementer, der indgår i udstillingen ”Kære krop, svære krop”, som åbner på Steno Museet i Århus i dag. Udstillingen kan ses frem til 2016, og den skal blandt andet få de unge til at reflektere over skønhedsidealer, madkultur, blufærdighed og den nøgne krop.
Ifølge museumsinspektør Morten Arnika Skydsgaard anlægger udstillingen et bredt, kulturelt perspektiv på vores kropskultur.
”Formålet med udstillingen er ikke at løfte sundhedspegefingeren og prædike motion og sund kost. I stedet forsøger vi ved hjælp af fascinerende genstande, humor og oplysning, at gøre unge som voksne mere bevidste om, hvordan omgivelserne påvirker dem i opfattelsen af deres egen krop,” siger Morten Arnika Skydsgaard.
”Kære krop, svære krop” er en fysisk og sanselig udstilling, der kombinerer formidling og scenografi, og gør forståelsen af den svære krop til en oplevelse for både unge og voksne.
Udstillingen er skabt i samarbejde med kunstner Rosan Bosch, som blandt andet har sørget for mørke rum med spejle og spørgsmål på væggen, et blødt loungeområde, hvor kroppen sætter sig spor og en langstrakt himmel af hverdagsteknologi, som viser, hvordan muskelarbejde i de sidste 100 år er erstattet af mekanik og motorer.
Udstillingen knytter sig til bogen ”Kend din kropspolitik”, som udkom i juni måned, og som nu er udsendt i 150 klassesæt til skoler på Sjælland og i Jylland.