2. november 2011

Besøg ADHD-bussen

ADHD-bussen er et informationstilbud til både børn, forældre, lærere og andre interessere-de borgere. Den besøger i øjeblikket 6 forskellige byer over hele landet, og i denne uge er den i Køge, hvor der tirsdag var ”åben bus” på torvet.

Lige midt i eftermiddagssolen på Køge Torv står ADHD-bussen, som egentlig er en lastbil. Hele lastrummet er indrettet som informationslokale komplet med foldere, interessante øvelser og flere repræsentanter fra ADHD-foreningen, der alle står klar til at svare på spørgsmål.

Og spørgsmål er der nok af fra de cirka 15 borgere, der nysgerrigt kigger rundt i bussen kort efter den er åbnet klokken 14 tirsdag eftermiddag.

Èn af dem, der svarer på spørgsmål, er leder af bus-projektet Tina Vaarning. Ifølge hende har kon-ceptet med åben bus været en stor succes.

”Der har været en stor interesse for at besøge bussen i de forskellige byer vi har været i. I Rebild kom der er for eksempel et bedsteforældrepar, der gerne ville vide mere om ADHD, fordi de havde et barnebarn med diagnosen,” siger Tina Vaarning.

På skolerne
Den åbne bus er dog kun en lille del af projektet. Resten af ugen er bussen blandt andet rundt på de lokale skoler og daginstitutioner, hvor alle børnene bliver inviteret inden for.

”Det gode ved at være ude på skolerne og daginstitutionerne er, at alle børn lærer om, hvad ADHD er – også dem, der ikke selv har diagnosen. På den måde får de en bedre forståelse for deres klassekammeraters situation,” siger Tina Vaarning.

Det sidste ben i projektet er en række temamøder som bliver holdt i hver kommune, hvor der blandt andet kommer lærere, socialpædagoger og forældre. Her bliver der formidlet viden om ADHD og om de relevante muligheder, der findes til at håndtere diagnosen.

Om projektet

De fem steder som ADHD-bussen besøger er Hørsholm, Rebild, Køge, Fredericia, Faaborg og på Bornholm.

Der er tale om et pilotprojekt, som TrygFonden har støttet med 1.354.000 kroner.

Sundhed

Mette Meldgaard
Områdechef for sundhed

Telefon: 45 26 08 19
Email: mm[at]trygfonden.dk

TrygFonden logo 

Facebook

Netværket