Hvordan sikres nyfødte en god start? Kan man få rygere til at holde op med at ryge over internettet? Får spændende skolegårde børn til at bevæge sig mere? Forskere ved Center for Interventionsforskning på Statens Institut for Folkesundhed skal i gang med at finde svarene.
Center for Interventionsforskning styrker nu forskningen i, hvilke kommunale indsatser for sundhedsfremme og forebyggelse, der virker bedst og hvordan forebyggelsesindsatserne bedst føres ud i livet.
TrygFonden donerede 100 millioner kr. til etablering af Centret i 2009. Nu tilføres et tilsvarende beløb fra Kræftens Bekæmpelse, foreløbig 31 millioner kr. til igangsætning af seks nye forskningsprojekter.
”Med udvidelsen af centeret får vi mulighed for at styrke et unikt forskningsmiljø i Danmark, der arbejder med interventioner inden for sundhedsfremme og forebyggelse. Det vil give Danmark en helt særlig position på feltet, samtidig med at kommunerne får mere viden om, hvordan de bedst muligt løfter opgaven”, siger direktør Morten Grønbæk.
”TrygFonden er glad for at have bidraget til en solid platform for den videre forskning indenfor sundhedsfremme og forebyggelse: ”Det er vigtigt, at forskerne finder nye veje til konkrete indsatser, der bredt kan forbedre folkesundheden – og derfor er vi meget glade for den udvidelse af centret, som Kræftens Bekæmpelse har bidraget til”, siger direktør i TrygFonden, Gurli Martinussen.