I dag og i morgen er det første arbejdsdag for nogle af de 139 besøgshunde, som netop er blevet en del af TrygFonden Besøgshunde. Fremover skal de skabe liv og glæde blandt beboerne på plejecentrene i Rebild, Randers og Gladsaxe.
I dag ventede beboerne på Skørping Ældrecenter, Teglgårdsminde, forventningsfuldt i caféen på, at hunden Lucky kom ind ad døren sammen med sin ejer Lise Snitkjær Kondrup, der har meldt sig som frivillig til besøgshundeordningen.
Det var første gang, at Lucky og beboerne skulle hilse på hinanden, og der gik ikke længe, før isen var brudt, og de ældre delte kærlige klap og et par godbidder ud til hunden, som nød opmærksomheden. Fremover vil Lucky regelmæssigt stikke snuden forbi ældrecentret.
Underdirektør i TrygFonden og initiativtager til besøgshundeordningen, Trine Heide-mann, regner med, at hundene kan være med til at live hverdagen op på plejecentrene.
”Vi har glædet os til i dag, hvor beboerne på plejecentrene i Rebild Kommune endelig kan møde besøgshundene for første gang. Det var skønt at se den umiddelbare glæde, beboerne modtog Lucky med, og jeg er sikker på, at de får fornøjelse af hinanden fremover,” siger Trine Heidemann.
25 besøgshunde i Rebild
I Rebild er der tilknyttet 25 besøgshunde, som i de kommende måneder vil komme forbi de ti plejecentre, som har tilmeldt sig TrygFonden Besøgshunde.
Lise Snitkjær Kondrup er sikker på, at fornøjelsen ved besøget var lige så stor for hendes hund, som den var for beboerne.
”Lucky er en glad og meget social hund, der elsker mennesker og at blive nusset, og jeg kunne se på hende, at hun nød opmærksomheden og hyggede sig med de ældre. Vi har begge set frem til besøget i dag, som var en rigtig god oplevelse,” siger Lise Snitkjær Kondrup.
Fast tilknyttet
På Skørping Ældrecenter har en af de ansatte indimellem haft sin hund med, når hun besøger sin mor på centret, og derfor glæder distriktsleder Kirsten Pedersen sig til, at der bliver tilknyttet faste hunde til plejecentret.
”Der sker noget med beboerne og de borgere, der kommer i vores dagcenter, når der kommer en hund på besøg. De liver op og vil gerne klappe og nusse den, og oplevelsen giver anledning til snak mellem beboerne og plejepersonalet. Så vi glæder os meget til at få flere hunde tilknyttet,” siger Kirsten Pedersen.