Jo hurtigere, jo bedre. Sådan er det med speciallægebehandlingen til alvorligt tilskadekomne og svært syge, hvor tiden kan være afgørende for patienternes overlevelse og efterfølgende mén.
En akutlægehelikopter er i sådanne situationer et godt supplement til akutlægebilen, når tæt trafik eller store afstande betyder, at det ikke er hensigtsmæssigt at transportere hverken patienterne eller lægerne på landevejene.
I mange af de europæiske lande har man i flere år benyttet akutlægehelikoptere, og her er erfaringerne gode. Derfor har TrygFonden doneret op til 63 mio. kr. til en forsøgsordning med en akutlægehelikopter, så Region Hovedstaden og Region Sjælland fra maj 2010 har haft sin helt egen udgave af de flyvende læger.
Akutlægehelikopteren er en del af akutberedskabet sammen med akutlægebilerne og skal frem til foråret 2012 sikre hurtig og kvalificeret lægehjælp til regionernes indbyggere. Det betyder en væsentlig forbedring af akutberedskabet og større tryghed i regionen.
Forsøgsordningen er et samarbejde mellem TrygFonden, Danske Regioner, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Region Hovedstaden og Region Sjælland.