| 4H, formand Jette Riis |
4H er en børne- og ungdomsorganisation, der har rødder i landbruget. Formålet er at skabe selvstændige, nysgerrige og engagerede børn og unge igennem praktiske og kreative aktiviteter med dyr, jord og mad. Med støtte fra TrygFonden kan 4H arrangere førstehjælpskurser for de frivillige samt børn og forældre, så de er rustet til at træde til med hjælp, hvis uheldet er ude.
TrygFonden har støttet projektet med 200.000 kr. |
| AKF – Anvendt Kommunal Forskning, cand.polit. og ph.d. Mette Gørtz |
Undersøgelsen skal afdække, om omfanget af genoptræning efter et hospitalsophold har betydning for varigheden af sygefravær samt efterfølgende fastholdelse på arbejdsmarkedet. Samtidig undersøges det alt efter årsagen til indlæggelsen, om det er en kortvarig, intensiv genoptræning eller en langvarig træning ved lavere intensitet, der har den mest positive effekt på reduktion af sygefravær.
TrygFonden har støttet projektet med 1.529.217 kr. |
| ALS-patient Birger Bergmann-Jeppesen |
Birger Bergmann-Jeppesen har taget initiativ til en film, der skal handle om at leve med ALS – Amyotrofisk Lateral Skelrose. Filmen skal afmystificere livet som svært handicappet og vise, at det trods sygdommen er muligt at leve et produktivt og nydelsesfuldt liv. Endvidere er formålet at give de syge, de sundhedsprofessionelle samt pårørende en bedre forståelse for de svære valg, der skal træffes, når det handler om at vælge livet til eller fra.
TrygFonden har støttet projektet med 25.000 kr. |
| Amager Hospital, klinisk udviklingssygeplejerske Elizabeth Rosted |
Ældre mennesker indlægges hyppigere og har flere genindlæggelser end yngre mennesker. Når de udskrives, er det ofte uden de nødvendige hjælpemidler og uden vurdering af deres generelle tilstand. Projektet skal derfor undersøge, om man kan reducere antallet af ældres genindlæggelser ved at foretage en samlet vurdering af deres medicinske, fysiske, kognitive og sociale tilstand, før de udskrives fra hospitalet.
TrygFonden har støttet projektet med 689.822 kr. |
| Beredskabsstaben Bornholm, politidirektør Peter Møller Nielsen |
Målet med projektet er at udvikle en ”Bornholmermodel”, der kan håndtere og forebygge utryghed på Bornholm. Projektet omfatter et tværfagligt samarbejde mellem borgere, erhvervslivet, turismen og myndighederne på Bornholm, hvor de relevante partnere involveres så tidligt som muligt, når der opstår situationer, der kan give anledning til utryghed.
TrygFonden har støttet projektet med 2.032.000 kr. |
| Bispebjerg Hospital, kardiologisk afdeling Y, professor og overlæge Christian Torp-Pedersen |
Projektet skal geografisk kortlægge hjertestop i hele Danmark. Den viden skal analyseres og formidles med henblik på den mest optimale placering af hjertestartere, planlægning af akutberedskab samt identifikation af boligområder med høj hyppighed af hjertestop. Herudover skal der forberedes et kontrolleret eksperiment med placering af hjertestartere i boligområder.
TrygFonden har støttet projektet med 361.000 kr. |
| Bispebjerg Hospital, seniorforsker og fysioterapeut Nina Beyer |
220.000 danskere får hvert år stillet diagnosen slidgigt, som er en væsentlig årsag til smerter, funktionsevnetab, øget faldrisiko og begrænsninger i fysisk og social aktivitet. Det er veldokumenteret, at træning har en positiv effekt på slidgigt i knæet, mens effekten på slidgigt i hoften kun er sparsomt belyst. Det skal derfor undersøges, hvorvidt styrke- og udholdenhedstræning også har effekt på denne patientgruppe.
TrygFonden har støttet projektet med 1 mio. kr. |
| Center for Hjerneskade, projektleder Caroline Verbeek |
Børn, der pådrager sig en hjerneskade, kan få et fysisk handicap, som kræver genoptræning for, at de kan genvinde så stor en funktionsdygtighed som muligt. Forskningsprojektet skal undersøge, hvordan intensiv træning af børn forbedrer deres fysiske formåen og kognitive funktioner.
TrygFonden har støttet projektet med 990.000 kr. |
| Center for Hjerneskade, projektleder Maria Byskov |
Hjerneskade.nu er en interaktiv internetportal for personer med erhvervet hjerneskade og deres pårørende. Projektet vil hjælpe personer med hjerneskade til bedre forståelse af deres egen og deres families situation, udfylde et kommunikationstomrum og på sigt hjælpe til, at de kronisk syge og deres pårørende bliver mere selvhjulpne og får et bedre liv med den vedvarende funktionshæmmende sygdom.
TrygFonden har støttet projektet med 750.000 kr. |
| Center for Sex og Sundhed, centerleder Suzanne Bjerregaard |
Unge mellem 13 og 18 år er i en seksuel risikogruppe, og hver fjerde ung har haft en kønssygdom, inden de fylder 25 år. Et nyt e-learningprogram ’Mobile Sexuality’ skal være med til at udbrede viden om seksualitet, prævention og seksuelt overførte sygdomme samt mindske de unges risikoadfærd.
TrygFonden har støttet projektet med 200.000 kr. |