Bevillingsproces

TrygFondens donationer har til formål at understøtte fondens strategi gennem støtte til regionale og landsdækkende aktiviteter

Alle vores donationer skal bidrage til at løse TrygFondens mål, og leve op til målepunkterne: Redde liv og/eller forbedre livskvalitet. Projekterne skal komme så mange som muligt til gode og inspirere til at tage ansvar for egen og andres tryghed. 

TrygFonden modtager årligt ca. 2.300 ansøgninger via vores digitale ansøgningsskema. Der bliver årligt givet ca. 675 donationer - ca. 125 landsdækkende og 550 regionale. 

TrygFondens sekretariat modtager alle ansøgninger og foretager førstebehandling. Herefter viderebehandles de landsdækkende donationer i TrygFondens bevillingsudvalg, der afholder fire årlige møder. Bevillingsudvalget består af tre medlemmer af TryghedsGruppens bestyrelse; Ida Sofie Jensen, Ulrik Salmonsen og Anders Hjulmand. Sekretariat forbereder og indstiller de ansøgninger, der bedst lever op til fondens strategiske målsætninger og øvrige kvalitetskriterier. 

Forskningsansøgninger sendes i review hos eksterne eksperter, inden de forelægges bevillingsudvalget og TryghedsGruppens bestyrelse. Reviewerne udpeges af medlemmer af TrygFondens Rådgivende Forskningsudvalg og anvender et standardiseret vurderingsskema. TrygFonden modtager mange kvalificerede ansøgninger, og afslagsprocenten for de landsdækkende ansøgninger er omkring 90 – et tal, der har været stabilt siden 2007.

TryghedsGruppens bestyrelse tager stilling til donationer over 5 mio. kr. og donationer af principiel betydning.

Det er TryghedsGruppens repræsentanter i de fem regionale råd der varetager de regionale donationer. TryghedsGruppens bestyrelse fastlægger årligt det beløb, der kan anvendes til de regionale råds aktiviteter. Beløbet fordeles efter befolkningstal i de fem regioner. 

Hvert af de regionale råd afholder to årlige møder, hvor der behandles ansøgninger. De regionale råd kan give delvis støtte og/eller videresende større regionale eller landsrelevante ansøgninger til behandling i bevillingsudvalget. 

Rådsformænd, bestyrelsens formandskab og bevillingsudvalg mødes én gang årligt med sekretariatet og drøfter uddelingsprincipperne for donationsområdet.


Det lægger vi vægt på, når vi læser ansøgninger

  • Match med TrygFondens strategi og mål på fokusområde
    Projektet skal medvirke til at indfri det overordnede mål på ét eller flere af de 11 fokusområder samt matche min. én af de strategiske målsætninger.

  • Den grundlæggende idé (forandringsteori)
    Beskrivelse af problemet. Projektet skal have en realistisk og velbeskrevet antagelse om den forandring, projektet vil skabe. Projektdesignet skal stå mål med det problem, man ønsker at løse.

  • Ansøgers kvalifikationer
    Ansøger skal være i stand til at gennemføre projektet. Er der det rette organisatoriske set up? Er der de rette samarbejdsrelationer med andre organisationer?

  • Budget
    Det ansøgte beløb skal være realistisk i forhold til projektets omfang, karakter, varighed og bemanding.

  • Viden om området
    Ansøger skal vise viden om området og gerne kendskab til, hvilke initiativer der allerede findes på området.

  • Anvendelse af resultater
    Ansøger skal redegøre for dokumentations- og evalueringsplaner (del af projektdesign) og anvendelse heraf.

  • Forankring
    Projektets resultater skal i videst muligt omfang kunne forankres, så resultaterne videreføres efter projektbevillingens udløb (de relevante personer/organisationer i styregruppen).

  • Formidling
    Der skal udarbejdes en formidlingsplan, der redegør for, hvordan resultaterne af projektet vil blive kommunikeret til de rette målgrupper.

  • Forskningsansøgninger skal yderligere opfylde følgende kriterier:
    - Høj videnskabelig kvalitet
    - Anvendelsesorienteret
    - Fremtidssikret

Læs mere om hvordan vi arbejder