Behandling af angst over internettet

TrygFonden har netop bevilget 2,5 millioner kroner til Angstklinikken for Børn og Unge, der skal udvikle et internetbaseret behandlingsprogram til børn og unge med angst. Professor og leder af Angstklinikken Mikael Thastum håber, at projektet kan munde ud i det første offentlige behandlingstilbud på området.

Sundhed I dag står 90 familier med angstlidende børn og unge på venteliste til kognitiv gruppebehandling i Angstklinikken for Børn og Unge med adresse på Psykologisk Institut, School of Business and Social Sciences på Aarhus Universitet.

Ventelisterne skyldes, at der ikke findes et offentligt behandlingstilbud til den hyppigste psykiske lidelse hos børn og unge: Angst. Det kan et nyt forskningsprojekt måske være med til at lave om på. Med 2,5 millioner kroner fra TrygFonden i ryggen vil Angstklinikken udvikle et internetprogram, der skal hjælpe angstlidende børn og unge.

Hjælp til flere

Angstklinikkens resultater med traditionel gruppeterapi er overvældende positive: 60-70 % af brugerne kan vinke farvel til deres angstlidelse og leve et almindeligt liv efter et kognitivt gruppebehandlingsforløb på klinikken. For at imødekomme den store efterspørgsel på behandling, er det dog nødvendigt med et billigere alternativ:

"Vi vil undersøge, om et internetprogram uden så meget terapeutinvolvering kan have en positiv effekt sammenlignet med vores traditionelle gruppebehandling. Hvis det viser sig, at det kan hjælpe en del familier, har vi at gøre med et meget billigt tilbud med stort potentiale", fortæller professor i psykologi Mikael Thastum.

Idéen er at formidle viden til forældre, børn og unge om, hvordan de kan tackle angst og i sidste ende komme af med lidelsen. På den måde er det familierne selv, der laver arbejdet, suppleret af ganske få telefonsamtaler med en terapeut. Ambitionen er at kunne hjælpe flere angstlidende børn og unge i Danmark.

En helt ny løsning

Angstklinikken for Børn og Unge har gode erfaringer med behandlingsprogrammet ”Cool Kids”, men internettet er uudforsket område:

"Det her er helt nyt, og vi ved faktisk meget lidt om effekten hos børn og unge. Men der er lovende resultater blandt voksne med angst. Vi samarbejder tæt med MacQuarie University i Australien, men de har heller ikke afprøvet programmet endnu, så det er meget spændende", fortæller Mikael Thastum.

I løbet af efteråret skal programmet oversættes, tilpasses og bearbejdes til dansk. Kliniklederen håber, internetbehandlingen allerede kan være klar til afprøvning i foråret 2014