Hundene står i kø til jobbet som besøgshund i hele landet

I dag og de kommende fire dage besøger flere end 240 hunde og deres ejere plejecentre i henholdsvis Aalborg, Aarhus, Vamdrup, Greve og Birkerød, hvor TrygFonden Besøgshunde inviterer til session

Trivsel Hundene skal undersøges af en dyrlæge og testes på en særlig forhindringsbane. Hvis hundene klarer testene, bliver de en del af TrygFonden Besøgshunde, som skal besøge de ældre og demensramte på plejecentre i hele landet.

I løbet af de fem sessionsdage kommer flere end 240 små og store hunde forbi for at deltage i optagelsesprøven til TrygFonden Besøgshunde, som er Danmarks største besøgshundeordning. De hunde, som slipper igennem nåleøjet, kan kalde sig for TrygFonden besøgshunde, og inden længe kan de glæde ældre og demensramte med besøg på plejecentrene.

TrygFonden Besøgshunde er fra i år blevet landsdækkende. Derfor er der brug for en masse nye besøgshunde til de mange plejecentre i hele landet, som har henvendt sig til TrygFonden Besøgshunde for at få besøgshunde tilknyttet.
 

Stor interesse fra hundeejerne

Trine Heidemann fra TrygFonden er meget glad for, at så mange hundeejere har tilmeldt sig besøgshundeordningen.

"Det er overvældende, at så mange hundeejere fra hele landet har kontaktet os, fordi de sammen med deres hunde gerne vil give glæde og gode oplevelser til de ældre. Vi har været meget spændte på at gøre ordningen landsdækkende, og derfor er det fantastisk, at der er så stor opbakning til projektet fra hundeejerne", siger Trine Heidemann, underdirektør i TrygFonden og fortsætter:

"På vores første sessionsdag i Aalborg har vi mødt rigtig mange gode og søde hunde, og vi har udvalgt dem, som er velegnede til at komme ud på plejecentrene. Nu skal plejecentrene og hundeejerne sættes i kontakt med hinanden, og så kan besøgene begynde. På grund af mange tilmeldinger har vi desværre også måttet sætte entusiastiske hundeejere på venteliste til efterårets sessioner. Det er vi kede af, men det er vigtigt, at de hunde, som skal ud på plejecentrene, er testet grundigt både fysisk og mentalt."

TrygFonden forventer, at de første besøg på plejecentrene begynder i løbet af juni.

Eksperter tester hundene grundigt

Alle hunde skal igennem grundige undersøgelser, før de kan blive en del af besøgshundeordningen. Det er eksperter fra Skovshoved Dyreklinik, som gennemfører undersøgelserne, der er specielt udviklet til besøgshunde på baggrund af mange års internationale erfaringer samt TrygFondens hidtidige erfaringer. Hundenes fysik testes af dyrlæge Pia Ammitzbøll Andersen, og hundeadfærdsinstruktør Caroline Holse tester hundenes adfærd på en særlig forhindringsbane, hvor hundene møder et plejecenter-relevant miljø.

En god besøgshund er rolig og velsocialiseret, og den må ikke have behov for at modtage træning forud for besøgene på plejecentrene. Endvidere skal hunden være rask, så den ikke lider overlast ved besøgene. Sidst, men ikke mindst undergår interaktionen mellem hunden og dens ejer også en vurdering.

Jobbet som besøgshund

De godkendte hunde får deres gang på de plejecentre, der er tilmeldt ordningen. Besøgene foregår som helt almindelige besøg, hvor hundene kan bevæge sig rundt på fællesarealerne, og beboerne har mulighed for at tale og kæle med dem. Undervejs vil der blive indsamlet viden og erfaring om, hvordan besøgshundeordningen bedst organiseres, samt hvordan beboerne tager imod de firbenede besøgsvenner.

Læs mere på besøgshunde.dk, hvor interesserede hundeejere og plejecentre kan henvende sig for at blive en del af besøgshundeordningen.