Besøgshunde til ældre og demensramte virker

Besøgshunde til ældre og demensramte virker. Det er konklusionen i et netop offentliggjort forskningsprojekt fra TrygFonden.

Trivsel Den nye viden peger på, at kommunerne på en relativ nem og billig måde kan forbedre trivslen og hverdagen blandt beboerne på plejecentrene. Besøgshunde giver umiddelbar respons til de ældre og demensramte, og sammenlignet med robotsæler og demensbamser er det også hundene, som er bedst til at fastholde de ældres lyst til at tale til dem.

I dag bliver de danske forskningsresultater præsenteret for første gang til konferencen ”Humans and Animals: The Inevitable Bond” i Chicago, som International Association and Human-Animal Interaction Organizations (IAHAIO) står bag. Forskningsprojektet er ledet af ph.d. og seniorforsker Karen Thodberg fra Aarhus Universitet, og det er igangsat på initiativ fra og finansieret af TrygFonden, som driver Danmarks eneste landsdækkende besøgshundeordning. Her glæder man sig over resultaterne.

"De resultater, som Karen Thodberg netop har præsenteret for os i Chicago, bekræfter vores antagelser om, at besøgshunde kan være en gavnlig aktivitet for ældre og demensramte på plejecentrene. Samtidig åbner resultaterne for nye og spændende muligheder inden for brug af hunde i ældreplejen", fortæller underdirektør Trine Heidemann fra TrygFonden.

Det er første gang, at der er gennemført et så omfattende forskningsprojekt af effekten af forskellige typer besøg til ældre og demensramte – i dette tilfælde besøgshunde, robotsæler og demensbamser – hvor sidstnævnte er en bamse særligt udviklet til demensramte personer. Bamsen ligner en almindelig tøjbamse fx en kat, men er tungere, så den ældre fornemmer at have en rigtig kat på skødet.

Ifølge forsker Karen Thodberg peger resultaterne på, at besøgshunde kan tilføre noget i interaktionen med de ældre og demensramte, som robotsæler og demensbamser ikke i samme grad er i stand til.

"Vores forskning viser, at de ældre, der fik besøg af en levende hund eller en interaktiv robotsæl, havde mere fysisk kontakt til deres ”besøgsdyr” i forhold til, når ”besøgsdyret” var en demensbamse. Forskningen viser desuden, at de ældre i højere grad bliver ved med at tale med og om besøgshundene over tid ved gentagne besøg, sammenlignet med hvor meget de taler til og om robotsæler og demensbamser. Tilsyneladende er det vigtigt, at dyret kan bevæge sig og reagerer på den kontakt, det får. Det kunne tyde på, at jo mere ”besøgsdyret” kan, des mere stimulerende er det. En robotsæl kan derfor ikke helt matche levende hunde", siger Karen Thodberg.

Jo sværere funktionsnedsættelse, jo mere gavner besøgsdyr

Forskningen viser også, at der alt efter de ældres grad af fysisk og psykisk sundhed er forskel på, hvor meget de reagerer på besøgene.

"De personer, der havde en større grad af funktionsnedsættelse fx demens eller hjerneskade, havde mest kontakt til ”besøgsdyret”, mens dem, der var mere velfungerende, henvendte sig mere til besøgspersonen, som ledsagede ”besøgsdyret”. Den samme tendens viser sig, når man ser isoleret på de personer, der fik besøg af hunde. Her var det gruppen med moderat funktionsnedsættelse, der havde mest kontakt til hundene i forhold til de mest velfungerende ældre. Derfor er det vigtigt, at man på plejecentrene gør sig nogle tanker om de ældres behov, før man beslutter, hvilken type besøg eller intervention, der vil gavne mest", siger Karen Thodberg.

Alle kommuner har mulighed for at tilbyde besøgshunde

I TrygFonden Besøgshunde ser Trine Heidemann frem til at omsætte den nye viden til fremtidige initiativer.

"Vi er naturligvis meget glade for, at vi nu kan dokumentere, at besøgshunde til ældre og demensramte virker og skaber glæde og aktivitet på plejecentrene. Det viser, at besøgshunde er en rigtig vej at gå inden for ældreomsorg, og vi vil bruge resultaterne til yderligere at målrette besøgshundeordningen til de grupper af ældre, der har mest gavn af samværet med levende dyr", siger Trine Heidemann og fortsætter:

"Fordelen ved hundene er samtidig, at de er forholdsvis let tilgængelige og en billig løsning for kommunerne. Så jeg håber, at kommunerne og plejecentrene, der endnu ikke er tilknyttet TrygFonden Besøgshunde, vil overveje muligheden til gavn for de ældre og demensramte. I TrygFonden Besøgshunde stiller frivillige hundeejere deres hunde til rådighed, og alle landets plejecentre kan få besøg, hvis de er interesserede. "

Danmark markerer sig internationalt

 
Internationalt har der været interesse blandt andet fra International Association and Human-Animal Interaction Organizations (IAHAIO), som er en verdensomspændende sammenslutning af organisationer. IAHAIO arbejder for at fremme forskning, uddannelse, udvikling og samarbejde på området samt for at udbrede brugen af de positive effekter af samværet mellem dyr og mennesker, og her vækker den danske forskning opmærksomhed.

"Der er ingen tvivl om, at TrygFonden med deres høje ekspertise og professionelle organisation kan være et pejlemærke for mange andre organisationer rundt om i verden, som arbejder med interaktionen mellem mennesker og dyr, samt for at kvalificere viden og dokumentation om effekten på forskellige grupper af mennesker. Det stykke arbejde, der er gennemført af forskerne fra Aarhus Universitet, er flot og velgennemtænkt. Det er vigtig viden for den globale indsats for at fremme brugen af dyr inden for terapi, som der kan bygges videre på gennem konkrete projekter og yderligere forskning", siger Rebecca A. Johnson, præsident for IAHAIO.

Læs mere om TrygFonden Besøgshunde på besøgshunde.dk og facebook.dk/besøgshunde