Borgermøde i Middelfart om Nabohjælp

Julen står for døren, og det samme gør indbrudstyven. Men i Middelfart ruster man sig nu til kamp, og i går inviterede TrygFonden til et yderst velbesøgt borgermøde om Nabohjælp.

Trivsel Der var fuldt hus tirsdag aften i Middelfart Sparekasse, hvor tæt på 170 borgere var mødt op for at skabe fælles fodslag om at bekæmpe indbrud med Nabohjælp og øge trygheden i nabolaget. 

TrygFonden, Det Kriminalpræventive Råd og Middelfart Kommune stod bag arrangementet, hvor Fyns Politi blandt andet fortalte, at der alene i år til dato er begået 328 indbrud i Middelfart. Det gør Middelfart til den kommune på Fyn, hvor der er næstflest indbrud – kun overgået af Odense. 

Samtidig er det 100 indbrud flere end i 2012. Det lokale politi opfordrede derfor borgerne til hurtigt at kontakte dem, hvis de oplever noget mistænkeligt.

I løbet af aftenen fik de fremmødte både tips til et godt samarbejde med politiet, erfaringer fra den tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen, indbrudstyvens egne tricks og en introduktion til Nabohjælp, der kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud. 

Du kan tilmelde dig Nabohjælp på nabohjælp.dk.