Er den sociale mørtel stærk nok?

TrygFonden inviterer igen til debat og brunch på Søndagsuniversitetet, og denne gang er emnet den sociale sammenhængskraft. Mere omsorg og større tillid er nøglen til at skabe et bedre samfund lyder budskabet fra søndagens to oplægsholdere.

Er det kun de travle domstole, politi og sundhedspersonale, der kan skabe tryghed i vores samfund? Eller kan vi tage skeen i egen hånd og selv øge tilliden og trygheden blandt de mennesker, vi møder i hverdagen: Naboen, kassedamen og kollegaen? Kom og del dine perspektiver på en ny social sammenhængskraft, når TrygFonden inviterer til Søndagsuniversitet den 26. maj i København. 

Debatten sættes i gang af Jesper Nygård, der er adm. direktør for boligorganisationen KAB. Han mener, at vi skal genfinde glæden og stoltheden ved at hjælpe hinanden. Ifølge Jesper Nygård rummer omsorg drevet af egen fri vilje det bedste svar på vores største sociale udfordringer: Ensomhed, geografisk og økonomisk opsplitning, -individualisme og udstødelse af de, skæve, de syge og de sorgfulde. 

Ny indlægsholder

Da professor Flemming Balvig er blevet forhindret i at deltage i Søndagsuniversitetet, byder vi i stedet velkommen til Annie Beck, som er projektleder for Aarhus Eksperimentet -  et forsøg med social pejling og social kapital. Eksperimentet er et konkret eksempel på, hvordan man forebygger uhensigtsmæssig adfærd og fremmer trivsel blandt børn og unge i Folkeskolen. Annie Beck er læreruddannet med en række supplerende uddannelser bag sig og er i dag SSP konsulent i Aarhus Kommune.

På gensyn i Mogens Dahl Koncertsal på søndag den 26. maj 2013 til debat og indlæg fra Jesper Nygaard og Annie Beck.