DKR TrygFonden og TV2 vil stoppe tyven

TV2 sætter i den kommende uge fokus på, hvad vi som borgere kan gøre for at forhindre indbrud. Det sker i samarbejde med DKR og TrygFonden, som stiller op med indbrudseksperter og materiale til borgerne.

Trivsel Hvert år bliver der begået op imod 400.000 tyverier og indbrud i Danmark. Det skal der sættes en stopper for. Derfor vil TV2 i samarbejde med DKR og TrygFonden gå ind i kampen under overskriften "Stop tyven".

Det sker fra mandag 21. januar og en uge frem, hvor Station 2 med værterne Natasja Crone, Trine Panum Kjeldsen og Niels Brinch rykker ind på Københavns Politigård og ud i landet for at sætte fokus på problemet. Også "Go' morgen Danmark", "Go' aften Danmark", TV 2|NYHEDERNE og tv2.dk sætter fokus på, hvordan vi kan "stoppe tyven".

To vigtige initiativer

I løbet af ugen stiller DKR og TrygFonden op med eksperter, som giver praktiske råd til, hvad man kan gøre for at undgå at få besøg af tyven. Her handler det bl.a. om Nabohjælp og forebyggelse via byplanlægning.

”Vi er glade for, at TV2 vil være med til at gøre borgerne bevidste om, hvad de kan gøre for at undgå indbrud. For vi kan selv gøre rigtig meget. Vi kan blive bedre til at sikre vores døre og vinduer. Vi kan starte nabohjælp op i vores kvarter. Og så kan vi sammen med grundejerforeningen eller kommunen se på, hvordan hele boligområdet ser ud. For er der høje hække eller manglende belysning, så er det også nemmere for tyven at gemme sig – og dermed begå indbrud, ” siger DKRs forebyggelseschef, Marjun á Lad.

Personlig rådgivning

Under kampagnen sender TV 2 ti biler ud med sikringseksperter, som danskerne kan booke og få rådgivning af. Her vil DKRs folder ”Beskyt dig mod uindbrud” og DKR og TrygFondens pjece om nabohjælp blive delt ud.

”DKR og TrygFonden har for nyligt sat en stor nabohjælpskampagne i gang, fordi vi gerne vil have flere danskere til at bruge dette, gratis redskab, som kan forhindre op til 25 procent af indbruddene. Vi håber, at samarbejdet med TV2 betyder, at vi får endnu flere borgere til at tilmelde sig på www.nabohjælp.dk, ” siger  Marjun á Lad.