Millioner til alkoholforskning

Nyt stort alkoholforskningsprojekt er sat i søen på Syddansk Universitet. Forskere skal blandt andet undersøge, hvad der kan gøres ved ældre menneskers alkoholmisbrug og hvorfor så få misbrugere søger behandling. TrygFonden har støttet projektet med 10 mio. kr.

Sundhed Hvordan kan man tackle de største aktuelle udfordringer i behandlingen af alkoholmisbrugere? Det spørgsmål skal det storstilede forskningsprojekt RESCueH forsøge at give et svar på. 

Projektet består af fem store forskningsstudier, der gennemføres i løbet af de næste fem år på Syddansk Universitet. 

Et af de fem studier omhandler behandlingen af ældre mennesker med alkoholproblemer. Stadig flere ældre drikker nemlig så meget i deres dagligdag, at det må betegnes som et misbrug. Det mærkes på landets behandlingscentre, som har en stigende tilgang af alkoholmisbrugere over 60 år. 

”Det er en generation, der har været vant til at drikke alkohol hele deres voksenliv. Deres forbrug risikerer at udvikle sig til et misbrug i takt med, at de får mere tid, enten fordi de forlader arbejdsmarkedet eller bliver alene. I dag findes der ikke noget behandlingstilbud, der er rettet mod denne gruppe. Det betyder, at de enten ingen behandling får, har en kort samtale med deres praktiserende læge eller bliver henvist til et behandlingscenter, der ikke har nogen erfaring med denne gruppe,” siger programdirektør for RESCueH projektet Anette Søgaard Nielsen. 

Viden giver bedre behandling

 
En af de andre aktuelle udfordringer, som forskerne i RESCueH tager fat på, er, at alt for få søger behandling. 

Omkring 140.000 danskere er afhængige af alkohol, men kun 7000-10.000 er i be-handling i løbet af et år. Samtidig er tilbagefaldsraten høj blandt dem, der fuldfører behandlingen. 

”Selv om alkoholmisbrug er en af de mest skadelige livstilsfaktorer i den vestlige verden, er vores viden om mekanismerne bag alkoholisme begrænsede, og resultaterne af behandling er beskedne. Vores mål er derfor at skabe et vidensgrundlag, som kan forbedre behandlingen af mennesker med alkoholmisbrug,” siger forskningsprofessor Bent Nielsen, Psykiatrisk Afdeling Odense, der er faglig leder af RESCueH. 

Både han og Anette Søgaard Nielsen har i mange år beskæftiget sig med behandling af alkoholmisbrug, og de vil samarbejde med en række danske behandlingscentre og sygehuse for at skaffe viden og afprøve forskellige tiltag, der kan gavne alkoholmisbrugere. 

Det ventes, at omkring 3000 patienter deltager i større eller mindre omfang.