Hjælp til at synke

Kogebogen ”Synk Let” er fyldt med madopskrifter til mennesker, der har besvær med at tygge eller synke. Det drejer sig blandt andet om dem, der har haft en kræftsygdom i halsen eller i mundhulen.

Sundhed For mange mennesker udgør et fyldt middagsbord en kæmpe barriere. For hvis man har problemer med at tygge, synke og i det hele tage få maden rundt i munden, kan det være, at man mister modet til at spise sammen med andre. Det forsøger den nye kogebog ”Synk Let” nu at imødekomme med opskrifter på spændende, velsmagende og let synkbare retter. 

Det er blandt andre de cirka 1.700 borgere i Danmark, der hvert år får konstateret kræftsygdom i hals og mundhule, som bogen vil være en stor hjælp for. Det håber blandt andre initiativtager til bogen Gitte Ploug Balling fra Center for Kræft og Sundhed København. 

”Denne gruppe borgere er en yderst sårbar gruppe, som der i forvejen er meget lidt opmærksomhed på. Mange af dem har brug for idéer og inspiration til den daglige madlavning. Jeg har selv gang på gang stået og manglet opskrifter på smagfulde og nærende retter med en konsistens, som er tygge- og synkevenlig”, siger Gitte Ploug Balling. 

Målet med ”Synk Let” har været at udarbejde en praktisk anvendelig kogebog med opskrifter af høj kulinarisk kvalitet og med en konsistens, der trygt kan spises uden risiko for fejlsynkning og synkestop. 

Der er blandt andet opskrifter på supper, puré, grød, fiske- og kødretter samt en lang række dressinger og olier. Opskrifterne er blevet til i et samarbejde mellem en kok, to diætister, en ergoterapeut og et brugerpanel fra Netværk for patienter med hals- og mundhulekræft.