Kan Fetterlein synge solen sort?

Frederik Fetterleins knap så sprøde røst er det nyeste våben i kampen for at få danskerne til at skrue ned for solen. Hans nye sang ”3 gange S” stopper først, når 50.000 mennesker har besøgt kampagnesitet skruned.nu.

Sundhed Hvis du hører en sang i radioen, på Spotify, YouTube eller Facebook, og den ikke ligefrem lyder som det, du plejer at høre, må du ikke gå i panik. Det er bare Frederik Fetterlein. 

Tennisstjernen, og ikke mindst hans mindre gode sangstemme, er nemlig i spidsen for det nyeste tiltag i TrygFonden og Kræftens Bekæmpelses Solkampagne. Sangens titel, ”3 gange S” henviser til kampagnens solråd – Skygge, Solhat og Solcreme – og den skal guide danskerne til en sund adfærd i solen. 

”3 gange S” har en tilhørende musikvideo, og både sangen og videoen bliver ledsaget af en mediekampagne med ordlyden ”Vi stopper ikke før I har fattet det. Skru ned for solen. Så skruer vi ned for Fetterlein”. 

”Solkampagnen lancerer – med et glimt i øjet – en sommersang, der er så irriteren-de, at man får lyst til at skrue ned for den. Det er et billede på, at danskerne skal skrue ned for solen, hvis vi skal komme den store landeplage kræft i huden til livs,” siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne. 

50.000 skal skrue ned 

Når 50.000 brugere har været inde på: skruned.nu for at klikke på ”Sluk for Fetter-lein”-knappen, kvitterer Solkampagnen med at slukke for sangen på Facebook. 

Det er Solkampagnens håb, at brugerinvolveringen vil udmønte sig i, at flere tager solrådene til sig og man på langt sigt kan knække kurven for Danmarks hyppigste kræftform, kræft i huden.

”Vi har valgt at bruge utraditionelle midler i sommerens kampagne – det gør vi fordi vi er nødt til at blive ved med at minde om solrådene. Vi tror, sommerhittet kan gøre solrådene til folkeeje,” siger Mette Meldgaard, områdechef for sundhed i Tryg-Fonden. 

Skygge og tøj 

Solkampagnens undersøgelser viser, at danskerne med årene har opnået et højt kendskab til solrådene, men at kendskabet ikke i tilsvarende grad fører til sund soladfærd. 

Samtidig viser tallene, at et flertal af danskerne ikke ved, at rådene er prioriterede – med Skygge og Solhat (hat/tøj) som de højst prioriterede solråd. Alt for mange tror fejlagtigt, at de kan nøjes med at smøre sig ind i solcreme, når Solen står højt mellem kl. 12 og 15.