Næste generation af iværksættere

Kan man drive forretning og gøre noget godt for samfundet samtidig? 300 studerende på Handelshøjskolen i København afholdt 7. marts konference om socialt iværksætteri og innovation. Det blev en hyldest til modet og den ”dobbelte bundlinje”.

Trivsel Finanskrise, ungdomsarbejdsløshed, klimakrise, manglende tillid til det politiske og økonomiske system og for meget ”plejer-tankegang”. Listen over udfordringer, vi står over for i Danmark er lang, og fra flere sider råbes der stadig højere på nye løsninger og kreative ideer til at komme videre.

Nogle af buddene kom i går på Handelshøjskolen i København. Her satte mere end 300 udvalgte studerende, en lang række eksperter, politikere og praktikere inden for social innovation og -iværksætteri hinanden stævne.

I de lyse og højloftede lokaler på den gamle porcelænsfabrik på Frederiksberg blev der tænkt store og kreative tanker. Hovedambitionen var at komme med nye bud på, hvordan man rykker Danmark ud af dødvandet, bl.a. ved at kombinere den klassiske business-verden og dens fokus på bundlinje med social innovation og –iværksætteri, hvor sociale og samfundsmæssige hensyn også vægtes.  

Dansic13 hedder konferencen, som TrygFonden har støttet. Den studenterdrevne konference blev afholdt for anden gang i 2013. I år blev programmet åbnet af Pamela Hartigan, direktør for The Skoll Centre for Social Entrepreneurship på Oxford Universitet. Herfra lød den indledende rosende replik:    

”Jeg blev lidt overrasket over invitationen til en konference om social innovation fra Danmark, for I er jo på stort set på alle parametre en succeshistorie. I er dem, mange andre ser op til.”

Men straks efter slog hun den alvorlige tone an: ”I har imidlertid også mange af de samme problemer som resten af den vestlige verden. Så nok er I en succeshistorie, men i de kommende år får I også stigende problemer med at fastholde og udvikle jeres succeshistorie.”

Hartigan slog ligeledes et slag for, at man ikke alene skal fokusere på den feterede rolle og titel som ’social entreprenør’, men snarere fokusere på det nytænkende tankesæt og gode ide, der ligger bag den sociale innovation:

”I min generation handlede det om ”get out there” og tjen så meget som muligt. Når du så blev 50 år, kunne du begynde at dele pengene ud igen til filantropiske formål. Den tankegang er både forældet og patetisk. I er den nye generation, der ikke adskiller tingene. I formår at bringe de to verdener sammen – den kapitalistiske og sociale.”

Investeringschef Sten Lohse fra Den Sociale kapitalfond holdt et af dagens mange oplæg. Om det svimlende perspektiv i at fokusere på den dobbelte bundlinje: Om både at have fokus på den økonomiske bundlinje og den sociale. Om at turde, prøve sig selv af og ikke være bange for at fejle.

På Dansic13 var det ikke frygten, men iderigdommen og nysgerrigheden, der boblede frem overalt. Mange med egne skrøbelige og knap flyvefærdige ideer til sociale virksomheder og projekter. Kun tiden vil vise, om ide bliver til handling. 

Dansic13 var støttet af TrygFonden. Læs mere på dansic.org