Natteravne skaber tryghed i nattelivet

Mere end ni ud af ti forældre kender Natteravnene, og både de unge og deres forældre føler sig mere trygge, når Natteravnene går ture i byens natteliv. Det viser en ny undersøgelse fra KORA.

Trivsel Natteravne i gule jakker, som går ture i gaderne om aftenen og natten, får både forældre og unge til at føle sig mere trygge ved byens fest- og natteliv. Det viser en evaluering af Natteravnene, som KORA har gennemført for TrygFonden.

Især forældrene tillægger Natteravnene stor betydning. Mere end ni ud af ti forældre har hørt om Natteravnene, og på en skala fra 1 til 10 angiver forældrene gennemsnitlig en tryghedsværdi på 7,9.

Også tre ud af fire af de unge har hørt om Natteravnene. De unge angiver en tryg-hedsværdi på 6,2, når de skal fortælle, om Natteravnene gør dem mere trygge. Men der er forskel på kønnene:

”Piger og mødre føler, at Natteravnene betyder mere for trygheden, end drenge og fædre gør. Vi kan også se, at forældre til piger generelt bliver mere trygge af at have Natteravnene i gadebilledet, end forældre til drenge gør,” siger seniorforsker i KORA, Jacob Ladenburg, som har gennemført tryghedsanalyserne.

Som en ekstra ven

I undersøgelsen er både de unge og deres forældre blevet bedt om at sammenligne tryghedsværdien ved Natteravnene med værdien af andre elementer i nattelivet. Og her viser det sig, at de unge tillægger Natteravnene lige så stor værdi, som hvis de havde en ekstra ven med i byen. 

”Det mest tryghedsskabende for de unge er, hvis de følges med en ven i byen frem for at gå helt alene. Natteravnene giver de unge lige så meget ekstra tryghed, som hvis de er sammen med to venner i stedet for én. Og forældrene tillægger Natteravnene endnu større betydning. De synes, at Natteravnene giver en tryghed, som svarer til, at den unge er sammen med fire venner frem for én,” siger Jacob Ladenburg.

Kriminalitet med og uden Natteravne 

Undersøgelsen har også set på, om Natteravnene er med til at begrænse hærværk og andre former for kriminalitet. Her sammenlignes udviklingen i anmeldelser af hærværk, indbrud, tyveri, overfald mv. i områder med og uden Natteravne. 

”Resultaterne viser, at der ikke kan måles en forskel på kriminalitetsniveauet i områ-der med og uden Natteravnsforeninger, når vi ser på den kriminalitet, som politianmeldes i landets 587 postnummerområder. Natteravnene kan dog godt have lokale kriminalitetsdæmpende effekter i de mindre geografiske områder, hvor de bevæger sig, som det ikke er muligt at indfange i de statistiske analyser,” siger programleder i KORA, Leif Olsen, som også står bag undersøgelsen.