Unge skal advare unge om fyrværkeri

Næsten to ud af tre fyrværkeriskader sidste nytår ramte børn og unge under 25 år. Derfor retter Fyrværkerikampagnen igen i år særligt fokus på de unge for at forebygge skaderne – de unge skal skyde en film om at skyde nytåret sikkert ind.

Sikkerhed Nytårsaften er en glad aften – men for hundredvis af børn og unge er denne aften de senere år endt med skader, især på øjne eller hænder, efter ulykker med fyrværkeri. 

Over 60 procent af alle registrerede fyrværkeriulykker sidste nytårsaften gik således ud over unge under 25 år – helt præcist 153 af 241 ulykker. Størstedelen af disse unge er under 18 år.

Derfor har årets Fyrværkerikampagne fra TrygFonden, Sikkerhedsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen igen i år de unge i kikkerten. De skal ikke blot selv huske at omgås fyrværkeri med forsigtighed – de skal også overbevise andre om det samme. 

Kampagnen, der har skuespiller Mille Dinesen som frontfigur, går ud på at skyde en film om at skyde nytåret sikkert ind. Udfordringen går primært ud til samtlige 4. til 7. klasser i landet, men er i øvrigt åben for alle. 

Alle kampagneoplæg skal uploades til hjemmesiden fyrvaerkeri.dk, og vinderen udpeges dels af en jury, som tæller bl.a. fagpersoner fra Sikkerhedsstyrelsen og Filmskolen, dels via popularitet på hjemmesiden. 

Den vindende idé bliver til en kampagnefilm skudt af et professionelt filmhold, og filmen bliver spredt på de sociale medier i den sidste uge op til nytår.