Optagelsesprøve for besøgshunde

De kommende fem dage skal flere end 220 hunde og deres ejere til optagelsesprøve til TrygFonden Besøgshunde.

Trivsel Optagelsesprøven foregår på seks plejecentre i Jylland, på Fyn og Sjælland, og de hunde der klarer testen kan fremover glæde de ældre og demensramte med besøg på plejecentre. 

I juli i år offentliggjorde TrygFonden sammen med Aarhus Universitet forskning, der viser, at besøgshunde medvirker til at forbedre trivslen på plejecentrene, og derfor glæder det Trine Heidemann, underdirektør i TrygFonden, at så mange hundeejere gerne vil dele deres hunde med de ældre og demensramte.

"Besøgshunde kan give beboerne noget, som kontakten med mennesker ikke kan. Derfor er det så skønt at opleve, at så mange hundeejere gerne vil bruge lidt af deres fritid på at give de ældre på plejecentrene nogle gode oplevelser. Det er fire år siden, at vi etablerede ordningen, og siden er den vokset støt på grund af den store interesse fra både plejecentrene og hundeejerne", fortæller Trine Heidemann, og fortsætter:

Når en hund er blevet godkendt til besøgshundeordningen, kan ejeren tage kontakt til et af de plejecentre, som er en del af ordningen, og plejecentrene kan kontakte hundeejerne. Kommunikationen foregår via besøgshunde.dk, hvor både plejecentre og hundene har en profil.

Eksperter tester hundene grundigt


Alle hunde skal igennem grundige undersøgelser, før de kan blive en del af besøgshundeordningen. Det er eksperter fra Skovshoved Dyreklinik, som gennemfører undersøgelserne, der er specielt udviklet til besøgshunde på baggrund af mange års internationale erfaringer samt TrygFondens hidtidige erfaringer. Hundenes fysik undersøges af dyrlæge Pia Ammitzbøll Andersen, og hundeadfærdsinstruktør Caroline Holse tester hundenes adfærd på en særlig forhindringsbane, hvor hundene møder et plejecenter-relevant miljø. 

Jobbet som besøgshund


De godkendte hunde får deres gang på plejecentre, der er tilmeldt ordningen. Besøgene foregår som helt almindelige besøg, hvor hundene kan bevæge sig rundt på fællesarealerne, og beboerne har mulighed for at tale og kæle med dem. Undervejs vil der blive indsamlet viden og erfaring om, hvordan besøgshundeordningen bedst organiseres, samt hvordan beboerne tager imod de firbenede besøgsvenner. 

I november 2013 afholdes optagelsessessioner i Hjørring, Herning, Haderslev, Odense, Næstved og Brønshøj fra den 7.-12. november.Læs mere på besøgshunde.dk, hvor interesserede hundeejere og plejecentre kan henvende sig for at blive en del af besøgshundeordningen.