Pris for at hjælpe kvinder med prostitutionsskader

Modtageren af Tine Bryld Prisen 2013 blev centerleder Flora Ghosh fra LivaRehab. Flora Ghosh arbejder med behandling og rehabilitering af hovedsageligt mennesker med prostitutionsskader, seksuelt misbrugte og andre marginaliserede kvinder på LivaRehab.

Trivsel Tine Bryld Prisen er en ny stor socialpris, som vil sætte fokus på en ekstraordinær social indsats. Det er dannet en ny forening, som hvert år uddeler prisen i samarbejde med TrygFonden, og mandag var det så blevet tid til at uddele den for første gang. 

Og det blev altså Flora Ghosh og organisationen LivaRehab, der var den stolte modtager. 

Flora Ghosh er vokset op med seksuelle overgreb, krig og svigt som barn i Bangladesh, hvor hun oprindeligt er fra. Hun kom til Danmark som 25-årig, og ligesom Tine Bryld er hun uddannet socialrådgiver. Flora Ghosh er initiativtager og stifter af LIVa – Forening mod skadevirkninger af prostitution.

LIVa etablerede i 2011 LivaRehab – Center for behandling og rehabilitering af kvinder. Formålet med dette center var at skabe et helhedsorienteret og tværfagligt behandlingstilbud til kvinder, som enten har været eller er i prostitution, udsat for vold, seksuelt misbrug eller udnyttelse.

Helle Degn, formand for Foreningen for Trine Bryld Prisen, sagde følgende ord om Flora Ghosh til prisoverrækkelsen:

”Prisbestyrelsen vil gerne hædre Flora Ghosh for hendes enestående indsats, som vi finder flugter helt med Tine Brylds ånd. Vi ser Flora Ghosh som en rollemodel – med sin egen særegne historie, en ildsjæl, engageret og socialt indigneret, hvilket hun formår at omsætte positivt til et vigtigt bidrag for udsatte kvinder.”

Flora Ghosh modtager 50.000 kroner personligt, samt 500.000 kroner som er øremærket et forebyggelsesprojekt på LivaRehab. Et projekt, der handler om at sikre forebyggelsen af de negative konsekvenser af prostitution og social udsathed blandt unge. 

Projektet har et særligt fokus på gråzoneprostitution, hvor unge får betaling for seksuelle ydelser i form af gaver, tøj, tjenester og lignende, samt på at uddanne fagfolk og forældre til at være endnu bedre til at støtte den enkelte unge og opfange signalerne.