Seniorer skal fastholde elever

Frivillige seniorkræfter skal reducere frafald på erhvervsskolerne. Projektet har så stor succes, at Dansk Metal med støtte fra TrygFonden nu udbreder ordningen til hele landet. Den 7. november samles mentorer og erhvervsskoler til en konference i Odense for at skabe fælles fodslag om fremtiden. Undervisningsminister Christine Antorini kalder det et enestående initiativ.

Trivsel

Pensionerede smede, automekanikere og industriteknikere kan effektivt bruge deres livslange erfaring til at støtte frafaldstruede unge på erhvervsskolerne. Erfaringerne fra de første fem erhvervsskoler har været positive, og derfor vil Dansk Metal med støtte fra TrygFonden nu udbrede indsatsen til flere steder i landet.


”Tilbagemeldingerne fra de erhvervsskoler, der har været med i den indledende fase, har været enormt positive. Vi har eksempler på elever, der rykker deres karakterer fra den ene ende af skalaen til den anden, og vi hører skoler melde, at færre elever er droppet ud,” siger Gert Herner Svendsen, konsulent for Dansk Metal og drivkraft og tovholder i projektet. 

Samlet set vil projektet engagere 14 lokale afdelinger af Dansk Metal og erhvervsskoler rundt om i landet, som involverer 55-60 seniorer og op mod 150 udsatte elever hvert år. Seniorerne deltager fast i undervisningen en eller to formiddage om ugen, hvor de hjælper de unge med alt fra udregning af bremselængden og teori om gearkassen til det praktiske arbejde i værkstedet. Men hjælpen har også fokus på samtale og opmuntring i forhold til at få de unge til at forstå, hvordan uddannelsen vil give dem en ballast for et godt liv. 

Store perspektiver

Projektet er startet op på opfordring fra Undervisningsministeriet, som ser store perspektiver i projektet.

”Fagmentorprojektet er et enestående initiativ, som med frivillige kræfter, ildsjæle og lokal forankring kan få en enorm betydning for de unge, der får hjælp. Når vi får samlet flere erfaringer, er det en model, som forhåbentlig kan inspirere andre organisationer, som vil støtte op om frafaldstruede og udsatte unge,” siger undervisningsminister Christine Antorini.

Et bedre liv

I dag er frafaldet på erhvervsuddannelserne ca. 50 pct. I TrygFonden har man gennem flere år støttet initiativer målrettet erhvervsskolerne. 

”Vi ved, at der er en direkte sammenhæng mellem at gennemføre en uddannelse, og hvad man bredt kan kalde et godt liv. En uddannelse øger chancen for, at man får en stabil familie, flere venner, bedre helbred, foruden at man er mere tilbøjelig til at holde sig på den rigtige side af loven. Vi ser et stort potentiale i netop dette projekt, fordi Dansk Metals mentorer har en helt konkret og direkte relevant viden for de unge. De har måske også nogle kontakter og et netværk, som de unge kan få lov at trække på,” siger Anders Hede, forskningschef i TrygFonden.

På konferencen deltager udover repræsentanter fra de lokale metalafdelinger og erhvervsskoler direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen og sekretær i LO Ejner Holst. Det foregår den 7. november fra kl. 11.30-18.00 på Erhvervsskolen KOLD College i Odense.