Fjernsyn giver indsigt i sundhed

I snart to år har borgere i Region Sjælland fået gode sundhedsråd ud igennem fjernsynsskærmen via programmet ”Lev Livet”. Og de har taget rådene til sig. Det viser ny evaluering, der dog samtidig påpeger, at der skal mere til, hvis borgerne for alvor skal lægge deres livsstil om.

Sundhed Borgerne i Region Sjælland er blandt de mest usunde i Danmark. Det viste den seneste store måling af danskernes sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2010. 

For at få regionens borgere til at leve et sundere liv, har TV2 Øst, med støtte fra TrygFonden, siden starten af 2012 haft programmet ”Lev Livet” som en fast del af sendefladen. Hver tirsdag (med genudsendelser hele ugen) har seerne således kunne blive klogere på, hvordan man blandt andet spiser bedre og motionerer mere.


Nu viser en evaluering fra KORA, at en stor del af borgerne har taget rådene til sig. Ifølge rapporten har 42 procent af borgerne i Region Sjælland set mindst ét afsnit af ”Lev Livet” og den samme andel har enten besøgt programmets hjemmeside eller deltaget i aktiviteter, der er knyttet til ”Lev Livet”. 

Endnu vigtigere er det, at halvdelen af disse ”aktive brugere” giver udtryk for, at de har fået ny viden om sundhed og/eller lyst til at ændre deres livsstil. Og tyve procent af de aktive brugere mener endda, at programmet konkret har bidraget til, at de har ændret deres motions- og kostvaner. 

Anderledes end andre kampagner

Et af de aspekter, som ”Lev livet” især bliver fremhævet for blandt de aktive brugere, er, at programmet adskiller sig fra ”normale” sundhedskampagner – også andre kampagner på tv. 

”Lev livet” bliver således rost for at ”tale et hverdagssprog, som man forstår” og for ”ikke at være moraliserende og hellig”. Og samtidig opleves budskaberne også som værende mindre forvirrende og modstridende end i anden sundhedsinformation. 

Mænd og lavtuddannede

Selvom det hovedsageligt er kvinder og folk med en forudgående interesse i sundhed, der har set programmerne, er det dog bemærkelsesværdigt, at de mænd, der har fulgt med i ”Lev livet” i høj grad har fået en ny viden om sundhed. Normalt ændrer kampagner nemlig ikke særligt meget på mænds indsigt i sundhed.

Kampagnen er samtidig nået ud til især mennesker med kort uddannelse – en gruppe, der, alt andet lige, har større sundhedsmæssige udfordringer end gennemsnittet af befolkningen. 

Stadig langt fra tanke til handling

Selvom 20 procent af de aktive brugere har givet udtryk for, at ”Lev Livet” konkret har bidraget til, at de har forbedret deres sundhedsvaner, er der ifølge evalueringen dog ikke noget, der tyder på, at programmet alene kan ændre på sundhedstilstanden i regionen. 

Hvis en stor gruppe menneskers kost- og motionsvaner skal ændres permanent, kræver det således indsatser på flere områder over lang tid.