50 personer reddet af en TF hjertestarter

For 50 personer har en hjertestarter doneret af TrygFonden været med til at gøre en afgørende forskel mellem liv og død.

Sundhed TrygFonden har siden 2006 doneret hjertestartere til danskerne, og i dag hænger der derfor cirka tusind af disse ”TrygFonden hjertestartere” rundt omkring i landet. For 50 mennesker har disse hjertestartere haft en helt afgørende betydning. De har nemlig været med til at redde deres liv. 

”TrygFonden indsamler data hver gang en af vores hjertestartere har været i brug, og derfor kan vi løbende følge med i, hvilken forskel de gør og hvordan de gør det. Og nu har vi altså kunnet konstatere, at vi er nået op på 50 personer, som har overlevet et hjertestop ved hjælp af en TrygFonden hjertestarter. Alene i 2013 var der 15 personer, der blev genoplivet,” siger Grethe Thomas, der er projektchef i TrygFonden. 

Den yderligere gode nyhed er, at alle 50 overlevende er kommet tilbage til livet med bevaret livskvalitet. Det ved vi, fordi de efterfølgende er blevet interviewet af den læge og ph.d. stud. der altid er tilknyttet TrygFonden hjertestart og Hjertestarter-Netværket. 

TrygFondens tusind hjertestartere er en del af de i alt 9.443 hjertestartere, der i skrivende stund er registeret på hjertestarter.dk. Det anslås, at der, ud over disse, hænger cirka det samme antal ikke-registrerede hjertestartere rundt omkring i landet. 

Hvert år falder cirka 3.500 danskere om med hjertestop uden for hospital. Øget brug af hjertestartere øger deres chancer for at overleve.