Gåbusser giver aktive børn

Skoleelever, der sætter det lange ben foran og går i skole, bliver mere aktive – og får derigennem endnu mere ud af undervisningen. Det viser det Gåbus-projekt, som TrygFonden og Dansk Skoleidræt står bag.

Sundhed Ud af døren og ind i bilen - sådan ser det ud for rigtig mange børn og unge, når de skal i skole om morgenen. Men det findes der nu et alternativ til. Nemlig de såkaldte Gåbusser, der samler elever om at tage turen til skole på gåben. Gåbusser kan sammenlignes med almindelige busser, der følger en fast køreplan. Forskellen er blot, at transporten sker til fods og chaufførerne er elever fra 6.-9. klasse. 

Gåbusserne har været succesfuldt testet i et pilotprojekt i fem kommuner, og med støtte fra TrygFonden skal successen nu gøres landsdækkende. Over de næste fem år støtter TrygFonden Gåbusserne med 13,7 millioner kroner, så alle landets skoler har mulighed for at etablere Gåbusser lokalt på egen skole. 

”Udover en aktiv og sund start på dagen, fremmer bevægelse og samvær også den generelle trivsel, og så lærer eleverne samtidig om trafiksikkerhed og får opbygget gode vaner med at begå sig i trafikken,” siger områdechef i TrygFonden Mette Meldgaard.