Bedre uddannet til at hjælpe udsatte unge

Hjælp til udsatte børn og unge skal komme hurtigt og ramme rigtigt. Det kræver viden om, hvordan de unge selv oplever mødet med kommunen, hvordan de oplever den sociale indsats og livet som sådan. Dét kræver anderledes redskaber og ny læring til socialrådgiverne. Derfor støtter TrygFonden nu et projekt om at udvikle en ny efteruddannelse til socialrådgivere med seks millioner kroner.

Trivsel Projektet Vidensbaseret Socialrådgivning er udviklet af Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol. Planen er at følge en gruppe af udsatte unge i alderen 15-18 år og deres sagsbehandlere over to år med start 1. april 2014. 

Projektet skal munde ud i en helt ny form for efteruddannelseskursus til socialrådgivere, der skal sætte dem i stand til at inddrage den unge selv i indsatsen og igangsætte en kvalificeret indsats, der matcher og følger den unges behov. 

“TrygFonden har stort fokus på at forbedre børns og unges trivsel - både personligt, socialt og fagligt. Det er bl.a. sket via etableringen af TrygFondens Børneforskningscenter, men ny viden er først noget værd for børnene, når den bliver brugt i konkrete indsatser. Derfor ønsker vi at støtte det faglige miljø på professionshøjskolen Metropol i at udvikle en ny efteruddannelse til socialrådgiverne”, siger Merete Konnerup, områdechef for trivsel i TrygFonden. 

Smartphones, video og sikker viden

 
I Danmark har vi en lang tradition for at yde hjælp til socialt udsatte børn og unge gennem støtte i hjem, skole, familiepleje eller døgninstitution. Ikke desto mindre findes der næsten ingen forskning, der løfter sløret for, om de unge reelt bliver hjulpet. Den mangel på viden og redskaber til at få viden om effektive indsatser omsat til handling er udgangspunktet for projektet. 

Det handler om feedback fra den unge til sagsbehandleren - og omvendt hurtig mulighed for svar tilbage - og feedback fra fagfæller til socialrådgiver, der kan styrke vedkommende i sin måde at samtale med unge udsatte på. Her kommer den moderne digitale verden ind i billedet. En app udviklet til de unges smartphones skal give dem nem adgang til at melde tilbage om oplevelser og problemer. 

Smartphones som feedbackredskab er én af tre dele i Vidensbaseret Socialrådgivning. Del to er brugen af video til optagelse af samtaler mellem sagsbehandleren og en ung, som et panel af supervisorer kan give feedback på. Tredie del af projektet handler om at undervise socialrådgivere i, hvordan de væbnet med solid viden kan stille konkrete krav til fx opholdssteder - altså bruge videnskab til at kvalificere praksis og deres arbejde med udsatte børn og unge. 

De tre nytænkende elementer fra smartphone-, video- og vidensdelene skal til slut samles i et efteruddannelseskursus for socialrådgivere, så de kan gøre det endnu bedre for udsatte unge.

Vidensbaseret Socialforvaltning er et pilotprojekt, og bevillingen løber over to år fra 2014 til 2016.