Danskerne yder mere livreddende førstehjælp

To ud af tre danskere, der falder om med hjertestop uden for hospital, får nu hjælp fra vidner. Det viser helt nye tal fra Dansk Hjertestopregister, og det bringer Danmark op blandt de lande i verden, hvor flest træder til, når der sker et hjertestop.

Sundhed I 64 pct. af tilfældene med et hjertestop uden for hospital træder folk til med livreddende førstehjælp. I 2001 var det blot 19 pct. Samtidig er overlevelsen tredoblet, så der i dag overlever 300 flere personer hvert år efter hjertestop uden for hospital sammenlignet med 2001. 

Det er lægerne og forskerne Mads Wissenberg, Gentofte Hospital, og Steen Hansen, Aalborg Universitet, der står i spidsen for den nye forskning i data fra Dansk Hjertestopregister, som er støttet af TrygFonden. Tallene offentliggøres i dag i anledning af Hjertestarterdagen. 

”Siden 2001 er der sket mere end en tredobling i antallet af hjertestop, hvor vidner træder til med hjælp, og i samme periode er overlevelsen steget markant. Det er en utrolig flot udvikling og en stærk indikator for, at den målrettede indsats, der er gjort i Danmark for at øge antallet af overlevende efter hjertestop, har haft en effekt,” siger Mads Wissenberg og fortsætter:

”I de seneste år har der været stort fokus på at uddanne, træne og vejlede befolkningen i livreddende førstehjælp. Flere tager førstehjælpskurser, og effekten af, at der har siddet sundhedsfagligt personale på vagtcentralerne siden 2011, er ved at slå igennem. Alt det tilsammen betyder, at danskerne i dag er historisk gode til at træde til, når en person bliver ramt af hjertestop, og at vi øger chancerne for, at flere kan overleve.”

Opsætning af hjertestartere og fokus fra medierne, i kampagner og eksempelvis på Hjertestarterdagen, som vi fejrer i dag, kan også være med til at øge danskernes opmærksomhed og bevidsthed omkring livreddende førstehjælp ved hjertestop. En sådan erkendelse er et afgørende skridt hen imod, at der handles.

Hurtig hjælp er helt afgørende for overlevelseschancerne ved hjertestop, fortæller Jesper Kjærgaard, overlæge på Rigshospitalet og formand for Dansk Råd for Genoplivning.

”Hvis vidner til et hjertestop begynder genoplivningen, inden ambulancen ankommer, overlever én ud af fem personer. Hvis vidner ikke træder til, er det kun én ud af 20, som overlever. Så livreddende førstehjælp har en markant betydning for overlevelseschancerne. Vidnerne spiller desuden en afgørende rolle for at sætte hele beredskabet i gang. Når de ringer 1-1-2, bliver ambulancen sendt af sted, og hospitalet gør klar til at modtage patienten – dertil kommer, at vidnerne får telefonisk vejledning i, hvordan de yder førstehjælp af personalet på vagtcentralen, som også kan guide folk til nærmeste hjertestarter.” 

Fortryder aldrig deres indsats

Hvis man ser en person falde om med hjertestop, skal man ifølge Thea Palsgaard Møller, læge og forsker fra Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden, ikke være nervøs for at træde til. Hun har netop offentliggjort et forskningsprojekt, som viser, at personer, der har deltaget i et genoplivningsforsøg, er glade for, at de gjorde noget – også selvom vedkommende ikke kunne genoplives.

”Mange er på forhånd bange for at gøre noget forkert, men de gør det faktisk rigtig godt. Det viser sig også, at uanset om personen overlever eller ej, er reaktionen meget ens for dem, der er trådt til med hjælp. De er afklarede og stolte over, at de reagerede. Det er naturligvis en voldsom oplevelse pludselig at skulle genoplive et menneske, men det hjælper at vide, at man gjorde sit bedste og har givet en person de bedste chancer for at overleve,” siger Thea Palsgaard Møller. 

Thea Palsgaard Møller har i sit forskningsprojekt kontaktet førstehjælpere nogle dage efter, at de har deltaget i et genoplivningsforsøg for at høre, hvordan de har det efterfølgende. Flere blev overrasket over, hvordan samtalen forløb, da de ringede 1-1-2, fordi der bliver talt meget kontant til dem, så vagtcentralen kan få de oplysninger, som de har brug for, for at kunne vurdere situationen. Men alle oplever at få god hjælp og støtte fra personen i telefonen. Og de er glade for at blive kontaktet, og at der bliver fulgt op på dem.

”Der kan efterfølgende være mange følelser og praktiske spørgsmål, som førstehjælperne gerne vil have svar på. Derfor er det værdifuldt, at en fagperson kontakter førstehjælperne kort tid efter genoplivningsforsøget og støtter dem i at komme godt videre med oplevelsen,” siger Thea Palsgaard Møller.

Stort potentiale i hjertestarterne

En person med hjertestop har markant større chance for at overleve, hvis der ud over hjertemassage og kunstigt åndedræt gives stød med en hjertestarter. Chancen for at overleve er næsten 50 pct., hvis der gives et stød, inden ambulancen ankommer. Derfor er det vigtigt, at hjertestarterne er tilgængelige, når hjertestoppene sker. TrygFonden driver www.hjertestarter.dk, hvor alle kan registrere deres hjertestartere, og antallet af registrerede hjertestartere stiger i høj fart.

”På blot et enkelt år er antallet af registrerede hjertestartere i Danmark steget fra 8.400 til 10.560. Det vidner om, at danskerne er opmærksomme på hjertestarternes betydning for overlevelsen og gerne vil sikre, at man rent faktisk kan finde frem til hjertestarterne, hvis uheldet er ude. Og at der henvises til den nærmeste registrerede hjertestarter, når man ringer 1-1-2, er et vigtigt skridt på vejen. I takt med, at der bliver flere tilgængelige hjertestartere, og at danskerne fortsat bliver mere handlekraftige, når de ser et hjertestop, håber jeg, at vi vil kunne aflæse det i overlevelsesstatistikken i de kommende år,” siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.