Drenge lærer at drive virksomhed

TrygFonden og Dansk Flygtningehjælp har indgået et nyt samarbejde omkring udviklingsprogrammet Mind Your Own Business, hvor etniske minoritetsdrenge får mulighed for at lære at drive en virksomhed.

Trivsel Drenge fra Urbanplanen på Vestamager designer T-shirts med værdibudskaber, en gruppe fra Blågårds Plads arrangerer løb på Nørrebro og en flok drenge fra Vejle vasker din bil, mens du køber ind. Det er bare nogle af de mikrovirksomheder, som har haft succes under programmet Mind Your Own Business, som Dansk Flygtningehjælp og TrygFonden står bag. Nu får endnu flere etniske minoritetsdrenge mulighed for at lære at drive virksomhed. 

TrygFonden indgår således med en bevilling på 10,5 mio. kr. over tre år et strategisk partnerskab med Dansk Flygtningehjælp omkring udviklingsprogrammet Mind Your Own Business. Det betyder, at der i perioden skal etableres 24 nye mikrovirksomheder i hele landet og at endnu flere drenge i alderen 13-17 år får tilbuddet om at indgå i programmet.

”Det har været helt fantastisk at følge de drenge, der allerede har skabt små virksomheder og vi er imponeret over deres ideer, og hvad de har fået stablet på benene. Så vi glæder os til at arbejde sammen med flere motiverede og engagerede drenge, kommunale og boligsociale aktører, private virksomheder og kompetente repræsentanter fra civilsamfundet, der som frivillige venturepiloter ønsker at bakke op om drengenes idéer og visioner for fremtiden,” siger Maria Kavita Nielsen, programchef i Dansk Flygtningehjælp.

Drengene tilbydes indflydelse og ansvar for et fokuseret forløb, hvor de skal etablere egen virksomhed, producere eget produkt samt markedsføre og sælge det. Deres vedholdenhed vil komme på prøve, de vil tilegne sig basale forretningsfærdigheder, og de vil blive udfordret i og motiveret til at tage ansvar og nå et defineret mål.

”Programmet har vist, at det er med til at skabe bedre betingelser for etniske minoritetsdrenge i Danmark. Med det nye partnerskab håber vi, at endnu flere drenge kan få afprøvet nye vinkler og skabt nye netværk, så det over tid bliver en positiv oplevelse at læse videre eller blive en del af en arbejdsplads,” siger Dorte McGugan Pedersen, evalueringschef i TrygFonden.