Elever slukker solariet med mobilen

1.000 elever i 6.-7. klasse fra skoler over hele Danmark går nu i gang med at lave film om, hvorfor det er en dårlig ide at gå i solarium. De deltager i årets konkurrence om at producere den bedste mobilfilm med temaet »Din hud glemmer aldrig. Sluk solariet«.

Sundhed I denne uge er den landsdækkende konkurrence »Din hud glemmer aldrig. Sluk solariet« gået i gang. Skoleelever over hele landet konkurrerer om, hvem der kan lave den bedste film om, hvorfor det er en dårlig idé at gå i solarium. 

Vinderne af konkurrencen får produceret deres film til en professionel version, som bliver brugt som en del af Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ”Sluk Solariet”-kampagne 2014/2015.

En lærerig indsats 

Det er Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne der står bag konkurrencen i samarbejde med Lommefilm ApS. 

Erfaringen fra de seneste år, hvor konkurrencen har kørt, er at eleverne bliver aktive medskabere og formidlere af budskabet om, at solariebrug øger risikoen for modermærkekræft. 

Hele 75 procent af de unge fortæller, at de ved mere om sammenhængen mellem brug af solarium og kræft i huden, mens 47 procent mener, at de har ændret deres holdning til solarier efter at have deltaget i konkurrencen. Det viser Solkampagnens evaluering foretaget blandt tidligere års deltagere. 

»Det vidner om, at det bliver nærværende og relevant, når unge selv bliver involveret i kommunikationen af forebyggelsesbudskaber,« siger Mette Meldgaard, områdechef for sundhed i TrygFonden.