Unge bakker op om ny alkoholkultur

Det er helt i orden at takke nej til alkohol, mener 96 procent af de unge i alderen 15-25 år. Alligevel oplever halvdelen af dem drikkepres, når de fester med vennerne, viser en ny undersøgelse om unges alkoholvaner.

Sundhed Danske unge hælder for meget alkohol indenbords, når de fester. Det mener i hvert fald 52 procent af de 15-25-årige, der har medvirket i en undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag. 

Mens de unges alkoholforbrug de senere år har givet nationen en meget lidt flatterende rekord som europamestre i druk, tyder meget nu på, at de unge er klar til at sænke promillen. Hele 96 procent af de adspurgte svarer nemlig, at det er helt i orden at takke nej til alkohol, og det resultat vækker begejstring hos Peter Dalum, der er projektchef for Kræftens Bekæmpelses og TrygFondens nye alkoholkampagne ’Fuld af liv’. 

”Vores mål er at sætte spot på de gevinster, der er ved at drikke mindre og at vise, at der kan være andre veje til fællesskab og fest end store mængder alkohol. Så det er glædeligt, at de unge bakker op om en sundere alkoholkultur,” siger Peter Dalum. 

Mindre cool at drikke om kap

 
I Danmark har 37 procent af de 15-16-årige drukket sig fulde mindst én gang i løbet af den seneste måned. Det er mere end i noget andet europæisk land, hvor det tilsvarende gennemsnitlige tal er 17 pct. Men selvom danske unge ligger højest på fuldskabsbarometeret i Europa, viser flere undersøgelser, en nedadgående tendens: 

”Det er ikke længere cool at være så fuld, at man ikke kan huske, hvem man har talt med eller hvor cyklen står parkeret. Når tusindvis af unge har set og liket vores kampagnefilm ’Gaven’, er det et tegn på at flere og flere unge vender ryggen til en kultur, hvor man presser hinanden og drikker om kap,” siger Mette Meldgaard, områdechef for sundhed i TrygFonden. 

Kampagnen ’Fuld af liv’ skal i løbet af de kommende fem år få unge til at udsætte deres alkoholdebut og drikke mindre alkohol. Der er tale om en bredspektret kampagne, som spænder fra kampagner på sociale medier og undervisningsmaterialer til forskning og samarbejde med kommunerne.