Har du talt med dit barn om alkohol i dag?

Hvis forældre indgår aftaler med deres børn om alkohol, er man som ung mindre tilbøjelig til at drikke meget. Der er nemlig sammenhæng mellem forældres holdning og unges alkoholvaner, viser en ny undersøgelse om danske unges alkoholvaner.

Sundhed Hvis man som ung har aftaler med sine forældre om, hvor meget og hvornår man må drikke alkohol, er der mindre sandsynlighed for, at man tømmer baren hver weekend. Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens nye alkoholkampagne ’Fuld af liv’, hvor man har undersøgt alkoholvaner blandt 2.000 danske unge i alderen 15-25 år. 

44 pct. af de 15-20-årige, der ikke har aftaler med deres forældre omkring alkohol, drikker mere end 5 genstande ved samme lejlighed to gange om måneden eller hyppigere sammenlignet med blot 22 pct. af de unge, der har aftaler med deres forældre. 

”Vores undersøgelse viser, at danske unge drikker mindre fuldskabsorienteret, hvis deres forældre sætter rammer for, hvor meget og hvornår, de må drikke. De unge, som enten selv må bestemme eller ikke har aftaler med deres forældre, drikker simpelthen mere,” siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’. 

Unge vil gerne dialogen om alkohol

Undersøgelsen viser samtidig, at de unge gerne vil i dialog med deres forældre omkring alkohol. Op mod halvdelen af de 15-20-årige tilkendegiver, at de synes godt om, hvis deres forældre blander sig i, hvor meget alkohol de drikker. 

”Mange forældre har måske oplevelsen af, at teenageren ikke lytter, når man åbner en dialog om alkohol. Men vores undersøgelse viser, at mange unge gerne vil tale med deres forældre om alkohol, og at de tager forældrenes udmeldinger til sig. Derfor er det vigtigt, at vi som forældre tager stilling til vores børns alkoholvaner og er tydelige omkring vores holdninger,” siger Mette Meldgaard, områdechef for sundhed i TrygFonden.