Skolernes motionsdag i jubilæumsår

Fredag den 10. oktober sætter Skolernes Motionsdag så godt som alle danske skoler i bevægelse og sætter et festligt punktum for ”UGE200” – den landsdækkende temauge i forbindelse med Folkeskolens 200 års jubilæum.

Sundhed Gode idrætsoplevelser i fællesskab med andre giver udslag på både sundheds- og trivselskontoen. Det er det, som Skolernes Motionsdag sætter fokus på. For de positive oplevelser med bevægelse baner vejen for de gode sunde vaner, som trækker renter langt ind i voksenlivet.

Det er Dansk Skoleidræt og TrygFonden, der står bag Skolernes Motionsdag, som i år er en ekstra særlig dag. 

”I år er Skolernes Motionsdag det store festlige punktum for UGE200 - den landsdækkende temauge i forbindelse med jubilæet Skole i 200 år”, siger formand i Dansk Skoleidræt Finn Kristensen. Han forklarer, at motion, idræt og bevægelse altid har været en stor del af den danske skole, og idræt er et af de fag, der har været obligatorisk i skolen lige siden 1814.

Det skal selvfølgelig fejres, og derfor slutter uge 41 med et brag af en Skolernes Motionsdag, hvor godt 95 pct. af de danske skoler med afviklingen af dagen sætter fællesskab og bevægelse i centrum.

”Vores mål er, at flere børn og unge bevæger sig mere, fordi vi ved at sunde vaner og en sund livsstil grundlægges tidligt i livet. Skolernes Motionsdag er med til at sætte børnene og skolen i bevægelse - og det er vi glade for, at så mange skoler prioriterer”, siger Gurli Martinussen, som er direktør i TrygFonden.