Nye besøgshunde til optagelsesprøve

Besøgshundene er efterspurgte på plejecentrene, og derfor er der i dag og i de kommende fire dage optagelsesprøve for nye hunde til TrygFonden Besøgshunde. 148 hunde og deres ejere skal igennem testen, som foregår på i alt fem plejecentre i Aalborg, Aarhus, Kolding, Roskilde og Hillerød.

Trivsel TrygFonden Besøgshunde blev etableret i 2010 og har siden inviteret til optagelsesprøver hvert år, men der er stadig mange nye hundeejere, som melder sig. Faktisk var der denne gang omkring 420 hunde fra hele landet på venteliste til session, fortæller Galina Plesner, projektleder og adfærdsbiolog i TrygFonden:

”Et besøg fra en hund kan have stor betydning og vække stor glæde blandt de ældre medborgere. Det har plejecentrene fået øjnene op for, og vi oplever derfor en stigende efterspørgsel efter vores hundeekvipager,” fortæller Galina Plesner og fortsætter:

”Hundeejerne siger ja til at bruge nogle timer hver måned på at glæde de ældre. Selv vil de få en masse igen ved at se beboernes begejstring, når hunden træder ind ad døren på plejecentret. I dag har vi optaget nye gode hunde i korpset, så nu kan endnu flere plejecentre snart få besøg. Som noget nyt bliver hundene og deres ejere også vurderet i forhold til at besøge andre typer institutioner, da vi er ved at åbne for besøg på blandt andet bosteder for udviklingshæmmede voksne, hospicer og børneafdelinger.”

Efter hunden er blevet optaget i besøgshundekorpset, kan hundeejeren indgå en aftale om besøg med det lokale plejecenter, hvis centret også er en del af ordningen. På besøgshunde.dk har både hund og plejecenter en profil, så man kan se, hvilke hunde og hvilke plejecentre der er i nærheden af hinanden.

Eksperter tester grundigt

Alle hunde skal igennem grundige undersøgelser, før de kan blive en del af besøgshundeordningen. 

Hundenes fysik undersøges af dyrlæge Pia Ammitzbøll Andersen fra Skovshoved Dyreklinik, og ekspert i hundeadfærd Irene Jarnved tester hundenes adfærd på en særlig forhindringsbane, hvor hundene møder et plejecenter-relevant miljø. 

Den samlede hundeekvipage skal endvidere vurderes i forhold til, om de er modne til at besøge plejecentrene. Denne vurdering foretages af Galina Plesner.

Undersøgelserne er specielt udviklet til besøgshunde på baggrund af mange års internationale erfaringer samt TrygFondens egne erfaringer. 

For at være egnet som besøgshund skal hunden være rolig og velsocialiseret, og den må ikke have behov for at modtage træning forud for besøgene på plejecentrene. Hunden skal også være sund og rask, så den ikke lider overlast ved besøgene. 

Interaktionen mellem hunden og ejeren bliver også vurderet, ligesom ejerens rolle som besøgsven bliver gennemgået ved en samtale. 

På job på plejecentret

Hundene besøger de plejecentre, som er tilmeldt besøgshundeordningen. Det er op til hundeejeren og plejecentret at aftale, om besøgene skal finde sted på fællesarealerne, når beboerne er samlet, eller om enkelte beboere skal have besøg i deres egen bolig. 

I oktober 2014 afholdes optagelsessessioner i Aalborg, Aarhus, Kolding, Roskilde og Hillerød fra den 23. oktober til den 27. oktober.

Læs mere på besøgshunde.dk, hvor interesserede hundeejere og plejecentre kan henvende sig for at blive en del af besøgshundeordningen.