Nye roller i patientinddragelsen

Regeringen lægger i sit nye sundhedsudspil op til en stærkere patientinddragelse - en udmelding der falder godt i tråd med TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerheds projekt ”Godt du spør’”.

Sundhed I sit nye udspil på sundhedsområdet lægger sundhedsminister Nick Hækkerup og resten af regeringen op til en bedre og større grad af patientinddragelse. 

Den opgave er TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed allerede i gang med at løse – blandt andet med projektet ”Godt du spør’”. 

”Holdningen hos læger og sygeplejersker skal være ”Godt du spør’”, en åben og imødekommende indstilling, der inviterer til spørgsmål og dialog med patienterne. Samtidig skal patienterne have konkrete redskaber og vejledning til at forberede deres møde med personalet i sundhedsvæsenet. På den måde sikrer vi, at patienterne får en god oplevelse og den bedste behandling”, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden. 

”Godt du spør’” indgår som en del af initiativet ”Hej Sundhedsvæsen”. Med Hej Sundhedsvæsen vil TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed hjælpe patienter og pårørende med at få en sikker og korrekt behandling. 

Et solidt skridt 

Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, ser udspillet som et solidt skridt på vejen mod et sundhedsvæsen, hvor den enkelte patients forudsætninger, ønsker og behov udgør kernen i samarbejdet: 

”Vi er meget glade for det fokus på patientinddragelse, regeringens udspil rummer. Når patienter selv kan træffe beslutninger om behandling og undersøgelser efter en grundig og konstruktiv dialog, så ved vi, at de ikke altid prioriterer som lægerne, og at de alt andet lige bliver mere tilfredse med behandlingsresultatet. Samtidig skal sundhedssystemet blive bedre til aktivt at inddrage patienterne”, siger Beth Lilja. 

”Godt du spør’” kan downloades eller bestilles med posten på www.hejsundhedsvaesen.dk