Sygehusene skal blive bedre til at lytte til patienterne

I mere end 20 år har toppolitikere villet sætte patienten i centrum for behandlingen i sundhedsvæsenet. En ny publikation peger på, at systemet fortsat går forud for mennesket mange steder. Fire organisationer er gået sammen for at vende udviklingen og motivere sundhedsvæsenets aktører til at skabe den kulturforandring, som for alvor gør patienten til partner.

Sundhed I dag mødes 200 af sundhedsvæsenets nøgleaktører, herunder sundhedsminister Nick Hækkerup og formand for Danske Regioner Bent Hansen, for at diskutere, hvordan vi skaber den nødvendige kulturforandring i sundhedsvæsenet, der gør gode viljer til ny praksis, der sætter patienten i centrum.

Det sker på høringen, ”Patienten som partner - Fra vilje til handling”, som er arrangeret af et nyt og utraditionelt partnerskab mellem Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Danske Regioner, Trygfonden og Mandag Morgen.

Afsættet for høringen er, at toppolitikere i mere end 20 år har sagt, at de vil have et sundhedsvæsen med patienten i centrum uden at det har ført til de nødvendige systematiske forbedringer. Udviklingen er båret af ildsjæle, og de gode forsøg spredes alt for sjældent til andre afdelinger og sygehuse. Det har ikke bare negative konsekvenser for patienternes oplevelser, men også for resultatet af behandlingerne og udviklingen af et mere bæredygtigt sundhedsvæsen med større arbejdsglæde.

Ny publikation viser genveje til et bedre sundhedsvæsen

På høringen lanceres publikationen ”Patienternes nye rejse”, der viser, hvordan økonomiske incitamenter, organisatoriske strukturer, vaner og andre barrierer modvirker ønsket om at inddrage patienter og pårørende. Men barriererne forhindrer også udbredelse af gode erfaringer, og publikationen synliggør, at systemet går forud for både den engagerede medarbejder og for patienten som menneske.

”Patienternes nye rejse” fortæller historien om, hvordan patienter oplever mødet med sundhedsvæsenet, hvis de og deres pårørende ikke engageres i behandlingsforløbet, og den præsenterer visionære danske og udenlandske eksempler på, hvordan ledere, læger, sygeplejersker og andre ildsjæle aktivt bruger patienter og pårørendes viden og erfaringer til at udvikle behandlingen. Samtidig opfordrer den alle sundhedsvæsenets beslutningstagere til at skabe de nødvendige rammer for et tættere og mere ligeværdigt samarbejde med patienter og pårørende på landets sygehuse.