Pris til socialt værested og omsorgsfuld lokalbetjent

Værestedet Muhabet, der arbejder med traumatiserede flygtninge på Frederiksberg, og Rud Ellegaard, der er lokal politibetjent på Vesterbro i København, er netop blevet belønnet med Tine Bryld-prisen

Trivsel Muhabet, der modtager hovedprisen, er et værested på Frederiksberg i København. Her kan traumatiserede og sårbare indvandrere og flygtninge komme og få et måltid mad, socialt samvær med eksempelvis caféaftener, sang, dans og musik, samt lektiecafé til såvel voksne som unge.

Alt dette tilbydes gratis, da værestedet drives af frivillige, mens maden laves ud fra, hvad lokale handlende donerer.

Formålet med værestedet er at forbedre livskvaliteten for psykisk sårbare flygtninge og indvandrere og deres pårørende ved at skabe rammer for et værdigt hverdagsliv.

De tre stiftere af Muhabet, Najib Haddar, Emine Ayyildizoglu Haddar og Lise Poulsen, modtager prisen på 50.000 kroner og med kåringen følger samtidig en mulighed for 450.000 kroner ekstra i støtte til værestedets arbejde. 

Betjent med socialt hjerte

Som noget ekstraordinært i år, har dommerkomitéen besluttet at supplere hovedprisen med en særpris. 

Denne særpris på 50.000 kroner modtager Rud Ellegaard, der er politibetjent på Vesterbro i København, hvor han gennem de sidste 30 år har hjulpet narkomaner, psykisk syge og prostituerede. 

Rud er en aktiv del af ordningen ”Din Betjent”, som er et projekt under hele Københavns Politi, hvor de tilknyttede betjentes opgave er at være synlige i gadebilledet og gå i dialog med de lokale for at skabe tillid mellem borgere og politi.

Ruds arbejde er blandt andet blevet beskrevet i bogen ”Landbetjent på stenbroen”, der udkom tidligere i år.