134.000 børn cykler nu

I dag går starten til to ugers skolecykling for tusindvis af børn, når kampagnen Alle Børn Cykler rulles i gang. Det er Cyklistforbundet og TrygFonden, som står bag Alle Børn Cykler, der for 15. år i træk giver børn, skoler og familier en sjov anledning til at sætte fokus på sunde transportvaner og komme op på cyklerne.

Sikkerhed I de kommende to uger er der 134.000 gode grunde til at være ekstra opmærksom i trafikken. Så kører Alle Børn Cykler nemlig på skoler i hele landet, og 134.000 små cyklister myldrer ud i trafikken. 

I to uger indsamler eleverne points, når de cykler til og fra skole. Klasserne dyster om flotte præmier – fx nye cykler til alle børn i vinderklassen. Og som noget helt nyt i år giver det også points at cykle i fritiden. 

Alle Børn Cykler er sjov at være med i – men kampagnen gør også en helt konkret og målbar forskel for eleverne. Hvert år får Alle Børn Cykler nemlig 5.000 helt nye børnecyklister i gang med at trampe i pedalerne. Det viser en evaluering fra COWI. 

”I en tid hvor cykelkulturen er under pres, og hvor hvert tredje nye skolebarn bliver kørt til skole af deres forældre, er det særligt vigtigt at give børnene mulighed for at cykle. Sunde vaner grundlægges i barndommen og derfor er det vigtigt at introducere en aktiv transportform helt fra begyndelsen”, siger Christoffer Elbrønd, Projektleder i TrygFonden.

For mange familier kan det imidlertid være en udfordring at komme i gang med at cykle, fortæller Cyklistforbundets kampagnechef Maria Bech:

”Transportvaner er svære at ændre, for morgenrutiner ligger dybt forankret i de fleste familier, og det kan virke meget besværligt at skulle gøre noget andet, end man plejer. Men i Alle Børn Cykler oplever vi, at børnene meget ofte selv har et stort ønske om at cykle, og vi har erfaret, at der også er en massiv opbakning til skolecykling blandt forældre i hele landet. Så kampagnen er en rigtig god anledning til få gjort noget ved sagen og komme i gang med at cykle”, siger Maria Bech.