Vision: Danskerne skal være mere aktive

600.000 flere danskere skal dyrke idræt i 2025. Det er et af målene for den hidtil største partnerskabsaftale i dansk idræts historie, som blev offentliggjort i dag. Nordea-fonden, TrygFonden, DIF og DGI investerer tilsammen 100 millioner kroner i projektet de kommende tre år.

Sundhed Nordea-fonden og TrygFonden indgår i et tæt partnerskab med DIF og DGI om at realisere de to idrætsorganisationers vision ”Bevæg dig for livet”. 

Visionens målsætning er, at 75 procent af danskerne i 2025 skal dyrke idræt, og at 50 procent af befolkningen skal dyrke idræt i en forening. Nordea-fonden og TrygFonden bidrager i de kommende tre år hver med 10 millioner kroner årligt – altså 60 millioner kroner i alt. I samme periode bidrager DIF og DGI med tilsammen 40 millioner kroner. Der er dermed tale om den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.

”Selvom vi er et lille land, kan vi godt tænke stort. I en stærk alliance vil vi i løbet af de næste 10 år gøre Danmark til verdensmester i breddeidræt. Vi vil gøre Danmark til et foregangsland inden for den folkelige idræt, hvor tre ud af fire danskere motionerer, og hvor de fleste gør det i fællesskab med andre. ”Bevæg dig for livet” er et kolossalt boost til danskernes livsglæde”, siger Mogens Hugo, bestyrelsesformand i Nordea-fonden, som støtter gode liv. 

Han bliver suppleret af TrygFondens bestyrelsesformand, Jørgen Huno Rasmussen: 
”4.500 mennesker dør i Danmark årligt, fordi de er fysisk inaktive, og 46.500 inaktive danskere bliver ramt af langvarig belastende sygdom. Vi ved, at idræt udover at forebygge sygdom og for tidlig død også kan bruges som regulær behandling af mennesker med kroniske sygdomme. Endelig ved vi, at positive sociale fællesskaber – som dem man møder i idrætten – skaber større livskvalitet og er livsforlængende. Derfor har dette projekt så stort et potentiale.”

Vital opbakning fra fondene

DIF og DGI fandt sammen om visionen for godt et år siden, og i den politiske aftale om idrættens fremtidige finansiering og struktur bakker folketingets partier op om visionen. Det er helt afgørende for mulighederne for at realisere målsætningerne, at de to fonde nu går aktivt ind i arbejdet med visionen.

”Jeg er enorm glad for, at Nordea-fonden og TrygFonden på denne måde bakker op om visionsarbejdet. De midler, de investerer i visionsarbejdet, vil i den grad komme danskerne til gode. Når vi får 600.000 flere aktive danskere, vil det få stor betydning – ikke kun for dem, men for hele det danske samfund,” siger Niels Nygaard, formand for DIF.

En undersøgelse, Wilke har foretaget for DIF og DGI, viser, at 95 procent af danskerne er positive over for visionen, og 82 procent af lederne i idrætsforeningerne vurderer, at visionen kan få flere danskere til at være idrætsaktive. 

”Jeg synes det er meget positivt, at både befolkningen og idrætsforeningerne tror på, at visionen gør en forskel. Det er jo vores ambition at skabe en national bevægelse, hvor både idrætsforeninger, kommuner, ministerier og kommercielle idrætsudbydere bakker op,” siger Birgitte Nielsen, som er næstformand for DGI og deler formandsposten for DIF og DGI’s visionsgruppe med DIF’s næstformand Preben Staun.

Opbakning fra kronprinsen

H.K.H. Kronprins Frederik, der selv er meget interesseret i idræt og er medlem af den internationale olympiske komité, bakker aktivt op om den nye vision.

”Med vision 25-50-75 lanceres en ambitiøs målsætning, der skal gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. Visionen er til for at erindre alle, aktive som inaktive, om, at idræt og motion er sjovt, det byder på socialt samvær, personlig velvære, og giver overskud både fysisk og psykisk. Det er en opfordring til alle danskere om at udforske glæden ved at bruge sin fysik gennem idræt og motion. Uanset om det er motionsløb, floorball, cykling, stavgang eller noget helt femte,” udtaler H.K.H. Kronprins Frederik.

Initiativer på andre idrætsområder følger på et senere tidspunkt, og desuden er der nedsat analysegrupper, der arbejder tværgående med skolereformen, idrættens fysiske rammer, samarbejdet med kommunerne og senioridræt.

Fotos: Lars Møller