Få en uddannelse i verdensklasse

TrygFonden tilbyder hvert år to scholarships til University of Oxford. Som dansk studerende inden for samfunds- eller sundhedsvidenskaberne har du mulighed for at få scholarshippet, hvis du bliver optaget på Oxford.

Trivsel TrygFonden giver dig en enestående chance for at få en uddannelse i verdensklasse. Vi tilbyder således to scholarships til studerende, der får en mulighed for kvit og frit at læse på et af verdens mest anerkendte universiteter – University of Oxford. 

Universitetet huser hvert år en lang række internationale studerende, der tilegner sig viden på allerhøjeste niveau i et stærkt fagligt miljø. Studerende, der dermed får en oplevelse for livet og et stærkt kort til cv’et. 

En kombination af forskellige fag 

Lige meget hvilket samfunds- eller sundhedsvidenskabsstudie du er optaget på i øjeblikket, er en uddannelse fra Oxford ensbetydende med et kvalitetsløft til gavn for både dig selv og Danmark. 

På Oxford (ligesom på andre store universiteter i både Englang og USA) er det normen, at kombinere flere fag. Derfor er et studieophold også en oplagt mulighed for at bygge oven på din nuværende uddannelse med et nyt fag. 

De Oxford-studerende på for eksempel masteruddannelserne Evidence-Based Social Intervention eller Education kommer således også fra psykologi, sociologi og andre tilstødende samfundsvidenskabelige fag. 

Derfor opfordrer TrygFonden alle studerende til, uanset nuværende felt, at orientere sig grundigt inden for de Oxford-uddannelser, som scholarshippet er rettet imod, og overveje om det ikke er noget for dem. 

At have lært på et af verdens førende universiteter, hvordan man bringer redskaber og teorier fra ét fag i spil inden for et andet fag, vil være et stærkt kort i det fremtidige danske samfund.