Søg støtte

Søg

Nyhed -

Kender du til alkoholbehandling?

Har du et alkoholproblem? Og ved du, at man har ret til et gratis behandlingsforløb, hvis man har et alkoholproblem? Ifølge en ny undersøgelse vil svaret på det sidste spørgsmål sandsynligvis være nej. 78 procent af danskerne kender således ikke til kommunernes behandlingsgaranti på området, men det skal en ny kampagne fra TrygFonden og Alkohol & Samfund nu ændre på.


Ud over det manglende kendskab, er der også mange myter og misforståelser om, hvad et behandlingsforløb egentlig er. 

”Mange tror, at alkoholbehandling er noget med antabus eller døgnbehandling, hvor man bliver revet ud af sin hverdag. Men kommunernes gratis behandling rummer en bred vifte af tilbud, og den enkelte borger får et skræddersyet forløb. For eksempel kan man i mange tilfælde vælge et ambulant terapiforløb, så man kan passe sit job og ikke behøver være væk fra familien. Man har også mulighed for at henvende sig anonymt,” siger Mette Meldgaard, der er områdechef for sundhed i TrygFonden, der altså står bag den nye kampagne sammen med Alkohol & Samfund.

Kampagnen hedder ”Få respekten tilbage” og er i dag lanceret på hjemmesiden hope.dk, hvor man blandt andet kan se en kort film af filminstruktør Pernille Fischer Christensen. 

Filmen henvender sig både til dem, der drikker for meget og til de pårørende. 

Alkoholproblemer berører alle samfundslag og en tredjedel af alle danskere har en person i familien, der drikker for meget. Folk med alkoholproblemer venter cirka 10 år, før de beslutter sig for at gå i behandling, og det går hårdt ud over både familien, jobbet, helbredet og økonomien. Derfor er det på høje tid at lave en landsdækkende oplysningsindsats om den redningsplanke, som alle danskere i dag har lige rundt om hjørnet; nemlig kommunernes gratis behandlingstilbud,” siger Allan Jonas, projektleder i Alkohol & Samfund.

Kommuner bakker op


Anette Søgaard Nielsen er forsker på Syddansk Universitets forskningsenhed for klinisk alkoholforskning, og ifølge hende er en af de helt store styrker ved kommunens behandlingscentre, at der er kompetencer til at inddrage hele familien - ikke mindst børnene.

Hun understreger, at den offentlige behandling tager afsæt i en lang række af godkendte behandlingsmetoder i stedet for blot én bestemt behandlingsform. Og lykkes det ikke i første omgang at blive alkoholen kvit, så gælder den gratis behandlingsgaranti stadig. 

”Der findes ikke én opskrift på behandling, som passer til alle borgere med alkoholproblemer, derfor er fleksibiliteten i den kommunale behandling af stor betydning. Alkoholbehandling er en stor omlægning af liv og vaner, og ligesom med motion eller rygestop kræver det nogle gange mere end ét forsøg. Det gode ved kommunernes behandlingscentre er, at lykkes det ikke i første omgang, så får man en chance til eller to, hvis det er det, der skal til,” siger Anette Søgaard Nielsen.