Køge står sammen om nabohjælp

Flere end 350 borgere var mødt op til borgermøde i Køge om, hvordan man skaber et trygt nabolag og sikrer sig mod indbrud.

Trivsel Julen nærmer sig – og når ferien står for døren for boligejerne, tager indbrudstyven til gengæld på arbejde. Men i Køge ruster man sig nu til kamp. Onsdag aften var der mødt flere end 350 borgere fra Køge og omegn op i Ravnsborghallen for at skabe fælles fodslag om at bekæmpe indbrud med Nabohjælp og øge trygheden i nabolaget.

Det er TrygFondens regionale råd for Sjælland, der har taget initiativ til arrangementet. Det blev gennemført i tæt samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd samt Midt- og Vestsjællands Politi, Køge Kommune og Tryghed i Køge.

På mødet kunne Midt- og Vestsjællands Politi bl.a. fortælle, at der i 2015 indtil nu er begået 265 indbrud i privat beboelse i Køge Kommune I hele Region Sjælland er der begået 3.382 indbrud i 2015.

"Hvis borgerne ser noget mistænkeligt, vil vi opfordre dem til at reagere og kontakte os. Opmærksomme borgere er en stor hjælp for os og kan gøre en meget stor forskel – både i det opklarende og forebyggende arbejde,"" siger John Jensen, vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi og en af aftenens oplægsholdere.

Tips og tricks, der holder tyven væk

I løbet af aftenen fik de fremmødte, ud over tips til et godt samarbejde med politiet, indbrudstyvens opskrift på, hvad han kigger efter, når han skal bryde ind. Et populært indslag var politiets sikringsrådgiver, der demonstrerede forskellen på at bryde ind af et indbrudssikret vindue, og et vindue der ikke er sikret. Tryghed i Køge fortalte om tryghedsskabende aktiviteter i kommunen, og der blev givet en introduktion til Nabohjælp, der kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud. Og endelig tegnede TrygFonden et billede af udviklingen i indbrud og tryghed i Danmark.

Tanken om indbrud skaber utryghed

TrygFondens Tryghedsmåling fra 2015 viser, at hver fjerde dansker frygter at blive udsat for indbrud.

"Vi ved fra vores Tryghedsmålinger, at frygten for indbrud har en meget stor indflydelse på vores følelse af tryghed. Samtidig indtager Danmark en kedelig andenplads over europæiske lande med flest indbrud pr. indbyggere kun overgået af Grækenland. Så når borgerne – som her i Køge - oplever indbrud, er vi nødt til at gøre noget uden at skabe unødig utryghed. Borgermødet her kan forhåbentlig være med til at inspirere naboerne til at rykke tættere sammen om at bekæmpe problemet og på sigt bringe indbrudstallene længere ned," siger Anya Eskildsen, repræsentant for TrygFondens Regionale Råd i Region Sjælland.

For Tryghed i Køge og Køge Kommune var mødet en anledning til at gøre borgerne opmærksomme på, hvordan man arbejder med at forebygge indbrud.

"Med Tryghed i Køge vil vi gerne skabe en overordnet fælles retning for at forebygge utryghed i kommunen ved at arbejde helhedsorienteret med forebyggelse af indbrud og andre tryghedsfremmende indsatser. Jeg håber, at deltagerne fik ny viden om at sikre eget hjem og gik hjem med ekstra opmærksomhed på, om der sker noget mistænkeligt i deres kvarter, siger Vicky Dong Jensen," repræsentant for Tryghed i Køge, som samarbejder med Køge Kommune.

Gik du glip af mødet, kan du tilmelde dig Nabohjælp på nabohjælp.dk.