Mistrivsel i skolen skal forebygges

24 mio. kr. fra TrygFonden skal i de kommende fire år sikre videreudvikling og national udrulning af Skolesundhed.dk – et redskab, som understøtter arbejdet med børn og unges trivsel og sundhed i grundskolen.

Sundhed Trivsel er helt centralt for børns udvikling og læring. Derfor er det en vigtig prioritet, at alle børn trives bedst muligt. Skolesundhed.dk er et redskab, der gør det lettere at følge børnenes sundhed og trivsel og sætte ind, når de ikke trives. 

Bevillingen fra TrygFonden sikrer, at Skolesundhed.dk kan blive bredt ud til alle landets kommuner. Det sker i et strategisk samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning, som står for den nationale implementering og i et fagligt partnerskab med Forskningsprogram for Mental Børnesundhed ved Aarhus Universitet samt de 20 kommuner, der allerede deltager.

Erfaringerne viser, at programmet gør det nemmere for elever og voksne at målrette samtaler og indsatser om sundhed og trivsel. I de næste fire år vil Skolesundhed.dk løbende blive udbygget med forslag til konkrete indsatser, så skoler og sundhedsplejen kan hente råd og vejledning, hvis en måling indikerer mistrivsel hos bestemte grupper eller klasser.

”For TrygFonden er det vigtigt, at børn trives, så de får de bedste muligheder for at udvikle deres personlige, sociale og faglige kompetencer. Derfor er det meget vigtigt, at der sættes ind så tidligt som overhovedet muligt, når børn viser tegn på mistrivsel. På den måde kan vi undgå, at mistrivslen får mulighed for at vokse”, siger Dorthe Lysgaard, projektchef i TrygFonden.

Udvikling på baggrund af erfaring

 
Det er Forskningsprogrammet for Mental Børnesundhed, Aarhus Universitet, som står bag etablering af Skolesundhed.dk, der har været i drift i syv år. Skolesundhed.dk anvendes i sin nuværende form i tyve kommuner. Erfaringer med programmet viser svarprocenter på omkring 80 % – jo længere systemet har været i anvendelse i en kommune, jo højere svarprocent. 

”Forebyggelse af mistrivsel bør have stor samfundsmæssig prioritet. Men skal skolerne lykkes med deres trivselsindsatser, er der brug for det, Skolesundhed.dk kan tilbyde: en systematisk sikring af alle børns trivsel, organiseret vidensdeling samt udvikling af målrettede evidensbaserede indsatser både i forhold til den enkelte elev og hele klassen,” siger professor bag Skolesundhed.dk Carsten Obel, Aarhus Universitet. 

Det nye Skolesundhed.dk forventes udbredt nationalt fra 2015 og kan benyttes gratis af alle danske kommuner i to år. Projektet er initieret af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Forskningsprogrammet for Mental Børnesundhed.