Søg støtte

Søg

Nyhed -

Skal lære at svømme i havnebassinet

I de kommende uger trækker børnehave- og skolebørn på Anholt i våddragter og hopper i havnebassinet for at modtage svømmeundervisning i skoletiden. Som et pilotforsøg skal børnene igennem et to ugers intensivt undervisningsforløb med svømmeundervisning en time dagligt. Målet er, at børnene skal lære at svømme.


Det er børn i alderen 3 til 15 år, der skal i vandet på Anholt og det intensive svømmeforløb er det første af flere pilotforløb rundt om i hele landet. Alle er de en del af projektet ”Alle skal lære at svømme”, der over de kommende år skal bidrage med ny viden om, hvordan børn bedst lærer at svømme. 

”Alt for mange – såvel børn som voksne – har ikke de fornødne svømmefærdigheder. Det gælder faktisk for mere end hvert andet barn og for hver tredje voksen. Det er ikke godt nok, når vi bor i et land omgivet af vand og hvor der aldrig er langt til kysten,” siger Tobias Marling, projektleder i Dansk Svømmeunion, der står bag projektet sammen med TrygFonden. Han er glad for, at Anholt skole gerne vil deltage i projektet. 

”Skolen er et vigtigt sted at lære at svømme, men i stedet for at tage den lange tur med færgen til svømmehallen i Grenaa, så skal børnene på Anholt nu lære at svømme i havnen og på de lokale strande, hvor de alligevel færdes. Det synes vi giver rigtig god mening, og det er vi overbeviste om, at det også vil gøre mange andre steder i Danmark, hvor der ligeledes er lang transporttid til nærmeste svømmehal.”

Glæde på Anholt 

Også på Anholt Skole ser man frem til de to ugers intensive svømmeundervisning i havnebassinet og på de lokale strande på Anholt. Tidligere foregik svømmeundervisningen i svømmehallen på fastlandet i Grenaa, hvilket indebar, at elever og lærere brugte godt seks timer på færgen for at give børnene en times svømmeundervisning. 

”Det er et rigtig spændende projekt, som vi er heldige at blive en del af. Vi glæder os meget til de to uger, hvor vi flytter svømmeundervisningen udenfor i det naturlige vand, som er helt nyt for os. Regler og forbehold har tidligere gjort det vanskeligt for os at flytte svømmeundervisningen derud, hvor det ellers er mest naturligt, nemlig i havet rundt om vores ø, hvor færdighederne skal bruges i praksis. Den mulighed får vi nu, og målet er at gøre alle børn på Anholt trygge ved vandet og ikke mindst lære dem at svømme,” siger Skoleleder på Anholt Skole, Helene Hennings. 

Fremtidens svømmeundervisning? 

I den sidste uge af det intensive svømmeforløb vil forskere fra Forskning- og Innovationscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL) på Syddansk Universitet være til stede for at blive klogere på, hvordan fremtidens svømmeundervisningsmodeller kan se ud.

”Det er en god idé at alle bliver fortrolige med vand og lærer at svømme i en tidlig alder. Det er derfor at vi er med i projektet. Med pilotprojektet på Anholt og de mange andre pilotprojekter, der finder sted over de næste par år, afprøver vi forskellige modeller, som vi har designet og vi forventer at finde ud af, i hvilken alder børn bedst lærer at svømme i skolen, hvordan et undervisningsforløb bedst struktureres i forhold til antal lektioner samt hyppigheden og længden af disse. Vi ser også på hvilken stilart det er bedst at lære først,” siger videnskabelig assistent og projektansvarlig fra FIIBL, Sofie Gars Holm.

René Højer

Projektchef