Glædelig Hjertestarterdag: Danskerne er blandt de bedste i Europa til at redde liv

Projektansvarlig

Projektansvarlig

Projektchef Grethe Thomas er ansvarlig for projektet i TrygFonden.

Grethe Thomas 41 77 93 00

Et nyt forskningsstudie viser, at danskerne ligger helt i top i Europa i forhold til at redde liv. Der er således grund til at kalde Hjertestarterdagen i dag for en festdag. Men indsatsen stopper ikke her, for vi skal have endnu flere i Danmark til at overleve hjertestop.

En undersøgelse af hjertestop i 27 europæiske lande viser, at danskerne er helt i top, når det gælder at få folk til at overleve hjertestop uden for hospital. Det flotte resultat er tæt forbundet med danskernes vilje til at give hjertelungeredning og bruge en hjertestarter. For hvis en person får hjertestop, og der ikke gives livreddende førstehjælp, inden ambulancen når frem, overlever 1 ud af 30. Træder vidner til med livreddende førstehjælp, overlever 1 ud af 8. 

VORES MÅL: HVER FJERDE DANSKER SKAL OVERLEVE HJERTESTOP UDEN FOR HOSPITAL.
"Gennem de senere år har vi set en imponerende udvikling i antallet af danskere, der træder til med hjertelungeredning og brug af hjertestarter, når de bliver vidne til et hjertestop. I dag bliver der således ydet livreddende førstehjælp i 66 pct. af tilfældene med hjertestop uden for hospital, inden ambulancen ankommer. For 15 år siden gjaldt det kun i 19 pct. af tilfældene. Med de flotte resultater i det nye europæiske studie oveni kan vi godt tillade os at kalde danskerne for europamestre i at redde liv," siger Jens Flensted Lassen, formand for Dansk Råd for Genoplivning. 

Også Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden, er glad for udviklingen.

"Den positive effekt af danskernes stigende velvilje til at træde til er også tydelig at aflæse i antallet af overlevende. Hvert år falder cirka 3.500 mennesker i Danmark om med hjertestop uden for hospital. Antallet af overlevende er samlet set steget fra knap 150 mennesker i 2002 til over 500 mennesker i 2014. Det kan vi godt være stolte af," siger Grethe Thomas.

Hjertestarterdag skal få flere til at træde til

I dag er det Hjertestarterdag i Danmark og i de øvrige EU-lande. Dagen sætter fokus på vigtigheden af at træde til med livreddende førstehjælp, og over hele landet afholdes gratis arrangementer for alle børn og voksne, der vil lære at redde liv.

Vi må ikke læne os tilbage, for vi skal fortsat gøre alt for at få endnu flere til at overleve hjertestop.

"Dagen i dag er en festdag, hvor vi skal fejre de menneskeliv, som vi i fællesskab i Danmark har reddet siden 2001. Det gælder godt 4.000 liv. Samtidig fejrer vi vores flotte placering som europamestre i at redde liv. Men vi må ikke læne os tilbage, for vi skal fortsat gøre alt for at få endnu flere til at overleve hjertestop," siger Grethe Thomas og fortsætter: 

"I TrygFonden tror vi på, at vi ved fælles hjælp kan komme helt op på, at vidner træder til i 85 pct. af tilfældene med hjertestop. Hjertestarterdagen er blandt initiativerne, der skal gøre os alle opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at man træder til, og at man ikke skal være bange for at gøre noget forkert. Vi håber derfor, at mange i dag vil benytte sig af muligheden for at tage familie og venner med til et gratis arrangement, hvor de kan få mere viden om at redde liv – og forhåbentligt blive inspirerede til at træde til, hvis der en dag opstår behov for det."


Fakta om hjertestop og genoplivning

  • 1 ud af 8 overlever hjertestop, hvis lægfolk yder livreddende førstehjælp, inden ambulancen når frem. 1 ud af 30 overlever, hvis der først ydes livreddende førstehjælp, når ambulancen når frem.

  • I dag træder lægfolk til med hjertelungeredning, inden ambulancen ankommer, i 66 pct. af tilfældene med hjertestop. Det er mere end en tredobling i forhold til for 15 år siden, hvor lægfolk trådte til i 19 pct. af tilfældene.

  • I dag overlever næsten 13 pct. et hjertestop uden for hospital. Det er også mere end en tredobling i forhold til i 2001, hvor overlevelsen var på 3,9 pct. Siden 2001 har vi i fællesskab i Danmark reddet godt 4.000 menneskeliv.

  • 75 pct. af dem, der overlever et hjertestop uden for hospital, vender tilbage til arbejdsmarkedet. Blandt dem, der modtager livreddende førstehjælp fra vidner, har 40 pct. større chance for at vende tilbage til deres job sammenlignet med dem, der ikke får denne hjælp.

  • For fjerde år i træk fejrer vi i dag Hjertestarterdag i Danmark. Med et væld af gratis arrangementer over hele landet skal dagen gøre os alle opmærksomme på, hvor vigtigt det er at træde til, hvis vi bliver vidner til et hjertestop uden for hospital. Læs mere og find et arrangement i nærheden på www.hjertestarterdagen.dk.  

Akut hjælp

Hvert minut tæller, når et menneske falder om med hjertestop eller stroke. Derfor arbejder TrygFonden for, at flere kan og tør træde til med livreddende førstehjælp. Flere tilgængelige hjertestartere, træning i hjertelungeredning samt mere viden om hjertestop og stroke skal være med til at redde liv.
Akut hjælp