Søg støtte

Søg

Nyhed -

Flere frivillige skal skabe tryghed i livets sidste timer

Vågekoner og -mænd landet over tilbyder at våge over døende i deres sidste tid. Alligevel dør mindst 5.000 danskere uden nogen ved deres side. Derfor har en af landets største vågetjenester under Røde Kors Vågetjenesten Gribskov taget initiativ til at afholde en række kurser, der skal gøre det nemmere at etablere nye vågetjenester i Region Hovedstaden.


Med en donation på 558.000 kr. fra TrygFonden kan Vågetjenesten Gribskov dokumentere og videregive deres viden og erfaring med at etablere og drive en vågetjeneste, så flere frivillige vågekoner og -mænd kan hjælpe døende og aflaste eventuelle pårørende. Formålet er, at færre skal dø alene.
"Det er vores overbevisning, at ingen skal dø alene, hvis de ikke ønsker det, og vi ved, at der er et stort behov for vågere. Vi får mange henvendelser fra frivillige, som gerne vil have hjælp til at oprette nye vågetjenester. Derfor er vi utrolig glade for donationen fra TrygFonden, som gør det muligt at udvikle et kursusforløb og afholde en række kurser for nye frivillige vågere," siger Birthe Westergaard, leder af Vågetjenesten i Gribskov. 
 
Helt konkret skal donationen gå til at udvikle og gennemføre tre kurser i Region Hovedstaden for frivillige, der ønsker at etablere en vågetjeneste, samt til at udarbejde en hjemmeside, en midlertidig hotline samt en samlet manual til etableringen af en vågetjeneste. Sidstnævnte forankres efter projektets afslutning i udgangen af 2017 hos Røde Kors, så materialet kan anvendes til at afholde flere forløb. 

"Vågetjenesten Gribskov har gjort et rigtig flot arbejde de sidste seks år, og jeg synes, at det er glædeligt, at flere nye vågetjenester i Region Hovedstaden nu vil få gavn af deres erfaringer. Vågetjenesterne gør en stor forskel for udsatte og sårbare mennesker i deres sidste tid. Det vil vi med glæde støtte," siger Kim Valentin, repræsentant for TrygFondens regionale råd i Region Hovedstaden og borgmester i Gribskov Kommune. 

Det er TrygFondens regionale råd i hovedstadsregionen, der står bag donationen til Vågetjenesten Gribskov som led i TrygFondens samlede arbejde for at fremme omsorg for mennesker, der befinder sig i en sårbar situation. TrygFonden har tidligere støttet Vågetjenesten Gribskov med 125.000 kr. i 2015.  

Overrækkelse af donation 

Checken med de 558.000 kr. bliver overrakt af Kim Valentin, der er repræsentant for TrygFondens regionale råd i Region Hovedstaden og borgmester i Gribskov Kommune. Overrækkelsen finder sted torsdag den 11. august kl. 16.00 i Gilleleje Ro- og Kajakklub
Østmolen, Strand Alle 7, 3250 Gilleleje.

Pia Hansen

Donationschef