Gymnasieelever laver kampagnefilm om ny alkoholkultur

Projektansvarlig

Projektansvarlig

Programchef Mette Meldgaard er ansvarlig for projektet i TrygFonden.

Mette Meldgaard 45 26 08 19

Over 4.000 elever fra gymnasier over hele Danmark bliver filminstruktører for én dag. Det sker i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens filmkonkurrence ’Drik mindre – oplev mere’, hvor eleverne skal konkurrere om at lave den bedste kampagnefilm. En film, der skal få unge på deres egen alder til at reflektere over alkoholkulturen i Danmark og på sigt få eleverne til at drikke mindre alkohol.

Sundhed

Mandag den 31. oktober lyder startskuddet til den landsdækkende konkurrence ’Drik mindre – oplev mere’, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’- kampagne afholder i samarbejde med Lommefilm ApS. Det sker på Gribskov Gymnasium, hvor syv 1.g klasser – i alt 196 elever – skal bruge dagen på at producere kampagnefilm, der skal bidrage til en ny alkoholkultur blandt unge i Danmark.

Workshops på 20 gymnasier

Frem til den 2. december afholdes der workshops for over 4.000 1.g-elever på 20 gymnasier rundt om i landet. På workshoppen skal eleverne prøve kræfter med at idéudvikle, skrive manuskript, tegne storyboard, filme og redigere en kort kampagnefilm på mobil eller tablet. Eleverne uploader de færdige film til en særlig kanal på lommefilm.dk, hvor de også kan gå ind og se hinandens film.

Workshoppen afsluttes med, at eleverne stemmer om, hvilken af de mange film, der skal være med til at repræsentere netop deres gymnasium i den videre konkurrence og dermed indgå i nomineringen til konkurrencens førstepræmie: En alkoholfri-event til en værdi af 20.000 kr. for hele vindergymnasiets årgang af 1.g’ere.

Unge synes, det er relevant at sætte fokus på temaet

Selvom danske unge holder fast i europarekorden i fuldskab, viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’- kampagne, at 88 procent af 15-25-årige oplever det som relevant, at kampagnen sætter fokus på alkoholforbruget blandt unge. 

Hensigten med filmkonkurrencen ’Drik mindre – oplev mere’ er at involvere unge i arbejdet for en ny alkoholkultur.

På længere sigt håber vi, at det udmønter sig i en kultur, hvor unge drikker mindre

"Vi håber, at konkurrencen giver grobund for gode diskussioner om, hvordan vi sammen sætter retningen og rammerne for en festkultur, som ikke har høje promiller som omdrejningspunkt. På længere sigt håber vi, at det udmønter sig i en kultur, hvor unge drikker mindre," siger Anne Friis Krarup, seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’.

Filmkonkurrencen virker

Efter at have deltaget i filmkonkurrencen svarer 31 procent af eleverne, at de ved mere om unge og alkohol, mens 69 procent tilkendegiver, at deltagelsen i konkurrencen har fået dem til at tænke mere over alkoholkulturen i Danmark. Det viser ’Fuld af liv’- kampagnens evaluering af filmkonkurrencen fra sidste år.

69 pct af de unge tilkendegiver, at konkurrencen har fået dem til at tænke mere over alkoholkulturen i Danmark

"Mange unge kan sagtens se det fornuftige i at drikke mindre og passe bedre på sig selv, når man snakker med dem på en nærværende og relevant måde. Det er det, vi prøver på, når vi involverer unge fx ved at producere kampagnefilm," forklarer Mette Meldgaard, programchef i TrygFonden, som har forhåbninger til, at filmkonkurrencen kan bidrage til visionen om at skabe en sundere alkoholkultur blandt unge i Danmark.

Lev sundt

Mere motion, sundere kost, begrænset alkoholforbrug, ingen rygestart og respekt for solen. TrygFonden vil bidrage til, at flere børn og unge grundlægger en sund livsstil tidligt i livet, samt at flere lever et længere liv med bedst mulig livskvalitet.
Lev sundt